Carina-sagen skaber tilfældige holdninger i fattigdomsdebatten
Medierne har med enkelt cases som Carina-sagen ifølge kritikere startet en offentlig fattigdomsdebat, der medfører tilfældige holdningsdannelser i befolkningen
Af: Henrik Hvid
Cases som Carina-sagen, hvor en enkelt kontanthjælpsmodtager ukritisk bruges til at illustrere om der findes fattige i Danmark, styrer ofte mediedagsordenen i den offentlige debat. Carina-sagen er med til at skabe tilfældige holdninger i fattigdomsdebatten. Det skriver forsker, adjunkt og Ph.d. fra Syddansk Universitet Morten Skousgaard i en kritisk artikel i Politiken. P1 radiovært Lasse Jensen satte blandt andre Morten Skousgaard og redaktionschef fra DRs TV-AVISEN Naja Nielsen stævne i P1s mediemagasin ”Mennesker og medier” den 16.03.2012., for at drøfte emnet.
Valg af case er bestemmende for seernes holdninger
Ifølge Morten Skousgaard viser forskning, at måden - medier bruger cases på - er bestemmende for, hvilke holdninger befolkningen danner. Ekspertudtalelser og statistikker fylder stadig mindre i tv-mediets dækning af, om det er regeringen, der har ansvaret, eller om den enkelte ”bare skal have et los i røven!” Mediernes valg af enkelt cases bliver således fix punkt, for hvordan borgeren vurderer Carina-sagen, og hvilke holdninger han danner.
Seerne kan godt selv vurdere cases
Redaktionschef Naja Nielsen deler ikke bekymringen. Hun har tillid til, at seerne er i stand til at vurdere Carina-sagen, der også blev fulgt op af andre indslag.
”Alternativet er en ekspert med nogle statistikker, som mange danskere ikke kan forholde sig til. Det ender med, at seerne vurderer indslaget, ud fra om de kan lide eksperten. Derimod skaber Carina-sagen identifikation og kollektiv debat,” siger Naja Nielsen.
Enkelt cases generer tilfældige holdninger i fattigdomsdebatten
Hvis danskerne ønsker et nuanceret billede af, om vi har fattige i Danmark, burde man ifølge Naja, i stedet for kun at bringe Carina-sagen, ideelt bringe 3-4 cases. Der er et generelt behov for, at journalister bliver mere nuancerede i dækningen af sager, vedkender Naja Nielsen, men hun afviser, at casen repræsenterer et særligt problem. Journalister skal derimod være mere kritiske overfor ”såkaldte almindelige mennesker!”
Skousgaard eksemplificerer, hvor tilfældige holdninger Carina-sagen skaber i fattigdomsdebatten: ”Hvad nu hvis det var en handicappet, der havde mistet benet og ikke kunne arbejde? Så er jeg ret sikker på, at det havde skabt en anden holdning til problemet!”