Filosofisk Laboratorium arbejder med filosofi, filosofisk innovation & forskning i form af artikler, projekter & analyser inden for medicin, sundhed & evidens.

Søren Kierkegaards tre stadier

Af Henrik Rude Hvid © 

 

 

Indledning

Jeg vil følgende lave en fremstilling af de tre stadier hos Søren Kierkegaard (1813-1855), som Søren Kierkegaard udfolder dem i ’Enten – Eller’ og ’Frygt og Bæven.’ Jeg vil endelig lave en komparativ analyse af stadierne.

SAKSøren Kierkegaards skrivestil er langt fra en filosofisk afhandling. Skrivestilen virker som en slags novellelitteratur bestående af dybe filosofiske tanker, der er skrevet ind i datidens romantiske genre. Hovedproblemet efter Kants (1724-1804) tre kritiker, er at bringe harmoni imellem natur og frihed. Det er i den kontekst Søren Kierkegaard skriver ’Enten – Eller.’ Frihed, der er et nøgleord i den senere oplysningstid, er allerede et nøgleord hos Søren Kierkegaard i romantikken.

Det æstetiske stadie hos Søren Kierkegaard

Det æstetiske stadie beskrives i bind 1 af ’Enten – Eller’ af Æstetikeren, som Søren Kierkegaard kalder A, og den æstetiske livsførelse kritiseres i bind 2 i ’Enten – Eller’, også kaldet ’ The second letter’ af Etikeren, som Søren Kierkegaard kalder B. B hedder George Williams (G.W.), og er en ven af Æstetikeren A.

G.W. ser ikke æstetikeren som nogen egentlig person. For at være en person må man ifølge ham være en moralsk person, der binder sig til nogle forpligtelser.

Æstetikeren kan ikke tale om et æstetisk liv, for han lever ikke som en hel person. A, der er meget intelligent, har nok intentioner, men alle disse bliver ved tanken. Hans eksistens er en reflekterende tankeeksistens. Æstetikeren kan ikke være rigtig fortvivlet, fordi rigtig fortvivlelse kræver en viljesakt. Æstetikerens ’fortvivlelse’ er en tanke ’fortvivlelse’, hvor tanken iler forud og ikke en aktuel fortvivlelse.

Æstetikeren har gennemskuet det hele, og sig selv, men er ikke kommet videre og fri af forfængeligheden og tomheden.[i] Hans hovedinteresse er mere nydelse og mere skønhed.

Det æstetiske valg er ifølge Søren Kierkegaard ikke noget egentlig valg, men at vælge i uegentlig forstand. Det æstetiske valg er enten aldeles umiddelbart og dermed intet valg, eller det fortaber sig i mangfoldigheden.[ii] Æstetikeren har i sit liv transformeret verdenen til tanker. Han har derfor ikke en forbindelse til den virkelige verden. Hans liv er et bedrag. Han lever et liv, hvor hans ’desires’ aldrig er mulige at tilfredsstille. Det er en uendelig rute, og det har han indset. Klog og refleksiv, som han er, har han hævet sig over det, almindelige mennesker ikke har set. Han engagerer sig kun for en tid i verden, så mister han interessen igen. Han er kun, hvad han er i bestemte momenter, og han springer fra moment til moment, fra rolle til rolle. Han lever i sine forskellige roller. A tror fejlagtigt, at han er fri ved at skifte roller. Men han er faktisk afhængig af alle de omstændigheder, der ligger udenfor ham selv, fordi han ikke har taget et ordentligt viljestyret ansvar for sit liv. Fordi han er afhængig af - og ikke kan leve uden - de ydre omstændigheder, er han Kierkegaard udlægning ikke fri, men dybest set afhængig af de ydre omstændigheder for at kunne eksisterer.[iii]

Søren Kierkegaard siger, æstetikeren, a, er en døende person. Intet betyder noget for ham, intet har nogen værdi for ham, da han ikke selv har noget liv. Han er blot en tilskuer til livet, der passerer forbi ham.[iv] Han er en maskerade af forskellige roller. Han besøger kun det normale civile liv, og har derfor ingen kontinuitet i sit liv. Han bedrager forfængeligt sig selv og tænker: Jeg kunne færdiggøre denne rolle, hvis jeg havde lyst til det. Men det kan han ikke.[v] Æstetikeren lever i isolation udenfor det virkelige liv. Han er en syg person, der lever i ’fortvivlelse’.

Angst er ifølge Kierkegaard et grundlæggende træk ved mennesket. Angsten er en konstant drivkraft, der driver mennesket fremad. Angstens rolle er at vise mennesket, at det ikke er sig selv, men har til opgave at blive det. I angsten må mennesket forholde sig til verden, samtidig med det skiller sig ud fra verden, for at kunne forholde sig til sig selv. Søren Kierkegaard bruger ikke angstbegrebet i anden del af ”Enten-Eller”, han bruger begrebet fortvivlelse. I ”Enten-Eller” synes angsten og fortvivlelsen imidlertid at have en parallel funktion, i og med at de begge i lyset af Søren Kierkegaards 'tre stadier' fungerer som mulig drivkraft i overgangen fra et stadie til et andet.

Angsten og fortvivlelsen kan nok sidestilles i ”Enten-Eller”, men dækker ikke over det samme. Mennesket kan aldrig komme udover angsten, hvorimod mennesket godt kan komme udover fortvivlelsen. Fortvivlelsen er, når du opdager, at du ikke har flere muligheder i den enkelte situation, og er fængslet i din levevis. Det er som en fortvivlet person, Æstetikeren fremstilles af Etikeren hos Søren Kierkegaard:

    ”… gjør det eller gjør det ikke, Du vil fortryde begge Dele.”[vi]

Alt det der skulle give Æstetikeren lyst og tilfredsstillelse, virker tomt og intetsigende. Det er her, fortvivlelsen breder sig hos Æstetikeren. Det er G.W’s kritik af det poetiske liv. Poeten der lever udenfor samfundet i isolation, og ikke kan forstå sig selv som en del af samfundet. Her kan der drages en parallel mellem det religiøse og æstetiske liv. Æstetikeren har lige som den religiøse hævet sig over det endelige over i det uendelige. G.W. skriver kun om de høje stadier i det æstetiske liv. Det er kun A, der gennem refleksionen har nået det evige uendelige, ved at hæve sig over det erotiske.

 

Det etiske stadie hos Søren Kierkegaard

Det etiske liv er Søren Kierkegaards hovedmodstander. Det etiske liv kritiseres af både det æstetiske og religiøse liv. I ’Frygt og bæven’ kritiserer Søren Kierkegaard det etiske liv og underminerer etikeren, som han har portrætteret i skikkelse af G.W. i ’Enten – Eller’ bind 2.

Etikeren kan godt ligne spidsborgerens på det ydre, men på det indre plan er forskellen stor. Etikeren lever sit liv engageret og reflekteret gennem en stadig fornyet indsats. Etikeren udfordrer livet, mens Æstetikeren har et ironisk reflekteret forhold til livet. Hvor spidsborgeren har et sovende indre liv, har Etikeren et stærkt indre liv, i eksistentiel betydning. Etikeren er ikke Kierkegaards sidste ultimative bud på en etik. Det er derimod det religiøse liv.

Springet til det etiske liv, handler ikke om at vælge visse gode værdier i forhold til nogle dårlige. Springet er karakteriseret ved, at man lidenskabeligt vælger sig selv som projekt. En øget selvbevidsthed og inderliggørelse og vilje til at gøre ens liv bedre.[vii]

Det er netop ved valget, hvor du vælger at vælge dig selv, ved at binde dig selv, til visse normer og regler. Herigennem bliver du en virkelig person, og skaber dig selv som person. Du er selv med til at skabe den moralske lov, via dine egne bevidste valg. Der er ikke tale om en metafysik om menneskets natur. Vi giver os selv den moralske lov gennem vores konstituerende valg.soeren-kierkegaard

Det absolutte valg, ’enten-eller,’ er valget mellem godt og ondt, og er absolut etisk.[viii] Ved det absolutte valg er det etiske sat, men det æstetiske er derved ikke udelukket.[ix] Ved at vælge sig selv, og blive et med sig selv, vender det æstetiske ifølge Søren Kierkegaard tilbage i sin relativitet.[x]

G.W. ser den etiske vej, som overlegen i forhold til den æstetiske vej. De to personer har en vidt forskellig opfattelse af, hvad frihed er. Æstetikerens frihedsopfattelse kan betegnes som et negativ frihedsbegreb. Det vil groft sagt sige frihed fra alt, hvad der binder en som person. Det er et frihedsbegreb, man også finder hos John Locke (1632-1704). Etikeren har et positivt friheds begreb. Det vil sige, at der er visse regler, man selv forpligter sig på. Ikke for at miste frihed, men for at få frihed. Og det er en af G.W.’s vigtigste anklager imod A. At han tror, at han er fri, uden egentlig at være det. Æstetikeren tror, at den etiske vej er at indskrænke sin frihed, og derved at miste nydelse og skønhed. Det æstetiske liv er præget af indifference og den reflekterende tanke, mens det etiske liv er præget af passion og vilje. Viljen er konstant i et moment, ikke i en bestemt ting, men at noget er bindende for dig. Det er det fundamentale valg i ’Enten – Eller’. Enten relaterer til indifferencen og Eller til valget. Der er ifølge G.W. ingen forskel mellem godt og ondt, før A har taget valget. Det er i det absolutte originale valg, du binder dig. Det vigtige i valget er, at du skaber dig selv som person, og den inderlighed hvormed du gør det. Ved at vælge skaber du en person, der kan være bunden til normer.[xi] Der er ikke nogen modsætning mellem frihed og normer hos Søren Kierkegaard. Det har han tilfældes med Kant. Frihed uden normer er en illusorisk frihed.

Det religiøse stadie hos Søren Kierkegaard    

Søren Kierkegaard beskriver i det religiøse stadie i ’Frygt og bæven,’ vigtigheden af valget, og troen igennem fortællingen om Abrahams ofring af sønnen Isaak. Det er det sidste stadie i 'de tre stadier' hos Søren Kierkegaard.

I ’Frygt og Bæven’ er der i det religiøse liv også, som imellem det æstetiske og det etiske liv, en konflikt mellem det uendelige og det endelige, og det individuelle – sociale/generelle. Kierkegaard beskriver dette problem ved at kontrastere den tragiske helt fra de homeriske græske myter, med den religiøse jødiske ’troens helt’. Til det bruger han ’Abrahams ofring af Isaak’. 

Abraham skulle være det jødiske folks leder, han var udset til det. Han kunne ikke få nogen børn, men blev ved med at tro på, at konen Sarah kunne blive gravid, så profetien kunne gå i opfyldelse. Han får sønnen Isaak. Gud kommanderer Abraham til at ofre den søn, han har ventet så længe på, på Morija Bjerget.

Søren Kirkegaard beskriver rejsen. Det særlige paradoks ved Abrahams situation er, at han ikke kan tale om sit forehavende, hvis han gør det, består han ikke Guds test, og alt er tabt. Han må leve med tanken i total isolation i forhold til samfundet og dets normer. Dømt ud fra samfundets normer, vil han fremstå som en morder, der handler for sin egen skyld. Hvor den tragiske helt, handler for sit samfunds skyld og en universel etik, handler ’troens helt’, Abraham for sin egen skyld og sit Gudsforhold. Der er, som Søren Kierkegaard udlægger det, tale om en individuel etik. Det er det absurde ved troen, at Abraham skal modstå fristelsen ikke at fortælle, om hvad Gud har befalet.

Hvor det der normalt frister et menneske, er at afvige fra at gøre sin pligt, er fristelsen her at afholde fra at gøre selve det etiske, og vælge ikke at ofre sønnen, og dermed afvise Guds vilje. Pligten er her udtrykt gennem Guds vilje. Abraham kan derfor ikke tale om sit forehavende, for det ville være at gøre det almene, og det almene kan ikke udtrykke hans situation som andet end forkert. Det han gør, står over det almene, som han overtræder. Han fornægter sig selv, og ofrer sig for pligten. Han opgiver det endelige, for at gribe det uendelige.[xii] Ved ikke at afsløre sig, isolerer Abraham sig fra samfundet. Han trækker sig udenfor verden. Det er troens første bevægelse, og er iboende i det religiøse liv. Det svære er, ifølge Søren Kierkegaard, ikke at tage sig selv ud, og væk fra verden i det uendelige. Det gør Æstetikeren såmænd også. Alle kan lave den første bevægelse, og fjerne sig fra verdenen via refleksionen. Det virkelig svære og absurde er den anden bevægelse, at træde ind i den endelige verden igen med Isaak.

Abraham håbede og troede på, at han ville få Isaak tilbage til den virkelige verden igen, og fik det også. Søren Kierkegaard mener, at det kun er den religiøse, der kan gøre den anden bevægelse. G.W. mener også, at han kan gøre det. Det kræver ifølge Søren Kierkegaard Gud. Hvor Etikeren føler tvivlen, som noget der konstant hviler på ens skuldre, og konstant kan bryde sammen, er springet til det religiøse stadie et spring ud på de 700.00 favnes dyb, uden garanti for noget som helst, før man er der. Men ved en inderlig tro på den historiske Gud, vil det individuelle kunne få fodfæste i det almene, og det timelige i det evige.[xiii] Troen er for Søren Kierkegaard en lidenskab, ingen mennesker udelukkes fra, og hvori de kan enes.[xiv]

Troens paradoks er for Søren Kierkegaard, at den enkelte er højere ende den almene. Han er her modsat Hegel (1770-1831), der placerer det enkelte individ under det almene, og troen under tænkningen. Troen er ikke naiv, som Hegel syntes at mene. Troen er ifølge Søren Kierkegaard meget mere kompleks end tænkningen.[xv] Den enkelte står som den enkelte i et absolut forhold til det absolutte. Det kan ikke medieres, da en sådan mediering sker i kraft af det almene. Det er et utilgængeligt paradoks for tænkningen. Det er troens absurde paradoks.[xvi] Det er i kraft af det absurde, at Abraham får Isaak igen. Troen er, at tro på trods af alle ’beviser.’ Det er det absurde ved troen, at Abraham fortsatte med at tro på trods af, at alle beviser pegede imod, at han ville få Isaak tilbage. Han handler i kraft af det absurde, og står som den enkelte højere end det almene, derfor består han testen.

Hvor vi ifølge Søren Kierkegaard med vores forstand kan forstå den tragiske helt, kan vi ikke forstå Abraham.[xvii] Som den enkelte sætter han sig i et absolut forhold til det absolutte. Hans berettigelse er også et paradoks. Han er berettiget ikke i kraft af at være noget alment, men i kraft af at være den enkelte.[xviii]

Komparativ analyse af de tre stadier

Karakteristisk for 'de tre stadier' er konflikten mellem det uendelige – endelige, og det individuelle – sociale/generelle. I Kierkegaards beskrivelse af G.W. i’Enten – Eller,’ er der en stabil relation mellem ’the infinete’ and ’the finete’. Samtidig er individet i det etiske liv ikke i et modsætningsforhold til det generelle sociale liv. Det er det, G.W. prøver at fortælle Æstetikeren A. Han behøver ikke at trække sig væk fra samfundet for at komme ud af sin fortvivlelse.

Hovedproblemet i det religiøse liv i ’Frygt og Bæven’, er det samme som mellem det æstetiske og det etiske liv. Det er konflikten mellem det uendelige og det endelige og det individuelle – sociale/generelle. Det æstetiske og religiøse liv ligner hinanden på mange måder. Der er en massiv kritik af borgerskabet og det borgerlige liv, som det tager sig ud hos Etikeren G.W.

Kierkegaards hovedmodstander er således det etiske liv hos borgerskabet. Hans udgangspunkt var også samtidens borgerskab. Han mener dog ikke, at G.W. er en dekadent spidsborger uden noget åndeligt liv. Tværtimod. Men Kierkegaard kritiserer det etiske liv, og det er ikke hans endelige bud på en etik. Den endelig etik er den kristne etik, som i det religiøse stadie.

    

Noter

[i] Kierkegaard, Søren: Enten – eller. bind 2. S. 181-183.

[ii] Kierkegaard, Søren: Enten – eller. bind 2.S. 157.

[iii] Kierkegaard, Søren: Enten – eller. bind 2. S. 167.

[iv] Kierkegaard, Søren: Enten – eller. bind 2. S.183.

[v] Kierkegaard, Søren: Enten – eller. bind 2. S. 184.

[vi] Kierkegaard, Søren: Enten – eller. bind 2. S 156. Citat.

[vii] Kierkegaard, Søren: Frygt og bæven. S. 159.

[viii] Kierkegaard, Søren: Enten – eller. bind 2. S. 157.

[ix] Kierkegaard, Søren: Enten – eller. bind 2.S.167.

[x] Kierkegaard, Søren: Enten – eller. bind 2. S. 167.

[xi] (S.K. S.157-160).

[xii] Kierkegaard, Søren: Frygt og bæven. S. 58.

[xiii] Kierkegaard, Søren: Frygt og bæven. S. 159.

[xiv] Kierkegaard, Søren: Frygt og bæven. S. 64. 

[xv] Kierkegaard, Søren: Frygt og bæven. S. 53-54.

[xvi] Kierkegaard, Søren: Frygt og bæven. S. 54.

[xvii] Kierkegaard, Søren: Frygt og bæven.  S. 55.

[xviii] Kierkegaard, Søren: Frygt og bæven. S. 60.

 

Litteratur:

 Kierkegaard, Søren: Enten – eller. bind 1og 2.

 Kierkegaard, Søren: Frygt og bæven.

My Works

Loading papers from Henrik Rude Hvid's profile... (Click here if the papers don't load.)

 

Search

Ønsker du at støtte Filosofisk Laboratorium?

Filosofisk Laboratorium er et non profit og interessebåret website, der tager imod enhver (lille som stor) donation med fysisk og virtuel kyshånd. Bidrag går udelukkende til drift, vedligehold og videreudvikling af Filosofisk Laboratorium.



"philosophy of medicine" - Google News

20. juli 2019