Filosofisk Laboratorium arbejder med filosofi, filosofisk innovation & forskning i form af artikler, projekter & analyser inden for medicin, sundhed & evidens.

Selvbestemmelse og liberal eugenik i lyset af Habermas’ begreb: autonomibevidsthed

 

Indholdsfortegnelse:

1. Indledning

2. Arts - etiske selvforståelser som socialiseringsprocesser

2.1. P. F. Strawsons analyse af upersonlige følelser

3. Parallelisering af naturskæbnen og socialiseringsskæbnen

3.1. Charles Taylor - Mennesket som et selvfortolkende dyr

3.2. Det genetiske mindreværd og subjekt - henvisende følelser

4. Distinktionen mellem socialiseringsskæbnen og naturskæbnen

5. Autonomibevidsthed.

5.1. Autonomibevidsthed og moral

5.2. Borgerretsstatus og autonomibevidsthed

5.3. Den genetiske forurettelse

6. Diskussionen.

6.1. Analyse af den eugeniske praksis’ principielle irreversible relationer

6.2. Argument imod fremmedbestemmelse

6.3. Konklusion

Noter
Litteraturliste

 

1. Indledning

De sociologiske påvirkninger af mennesket er et essentielt, men ofte marginaliseret aspekt i den genetiske debat. Habermas har rejst problematikken i Den menneskelige naturs fremtid. Jeg vil i projektet med fokus på selvbestemmelse, inddrage de sociale påvirkninger af mennesket, i forhold til den liberale eugenik. Min argumentation er primært rettet imod de mulige implikationer omkring personlig identitet for et fremtidigt genetisk modificeret barn, som Habermas rejser via sit introducerende begreb om autonomibevidsthed. Til det vil jeg perspektiverende inddrage Charles Taylors beskrivelse af mennesket som et selvfortolkende dyr, med svage og stærke vurderinger i Human Agency and Language. Beskrivelsen er uforenelig med en naturvidenskabelig objektivisering af mennesket. Jeg mener sådan en objektivering, også kan spores indenfor den liberale eugenik. Det medfører en unuanceret debat, der negligerer sociale påvirkninger af mennesket, såsom fremmedbestemmelse, mindreværd og forurettelse. Jeg er ud fra P. F. Strawsons teori om frihed og determinisme i Freedom and Resentment, interesseret i hans analyse af upersonlige følelser som en forudsætning for et moralsk netværk. Analysen kan belyse relationen mellem liberal eugenik og moral, samt det genetiske indgrebs normative forurettelse, og dets principielle irreversible karakter. 

Jeg vil undersøge Habermas’ opfattelse af selvforståelser som socialiseringsprocesser. Hvordan socialiseringsskæbnen adskiller sig fra naturskæbnen i en moralsk kontekst, og danner baggrund for den? Samt hvorledes autonomibevidsthed i tilknytning til liberal eugenik, er forbundet med moral? Hverken Taylor eller Strawsons tekster omhandler genetik, men begge kan bruges til at sige noget om genetik, og tydeliggøre Habermas’ argumentation omkring genetik.
Hvad det er han mener omkring selvbestemmelse og autonomibevidsthed? men som han ikke får fortalt særlig godt, fordi han er meget indforstået i sin argumentation, og generelt svær at forstå. Derfor vil min anvendelse af Taylor og Strawson være præget af en stor grad af selvstændig tolkning og perspektivering, i forhold til Habermas’ tekst. Min hypotese er, at der implicit forudsættes et kendskab til Habermas’ Diskursetik, for en fyldestgørende forståelse af begrebet autonomibevidsthed, og den nuancerede dybde hans argumentation sigter efter. I den forbindelse undersøges om implikationer omkring selvbestemmelse hos Habermas, mere er af en filosofisk og begrebsmæssig karakter, der relaterer til  Habermas' egen teori, end de er problematiske i forhold til den liberale eugenik? Jeg mener i forlængelse heraf, at Habermas’ diskursetik umiddelbart virker uforenelig med liberal eugenik.

 

2. Arts - etiske selvforståelser som socialiseringsprocesser

Bioteknologien rejser ikke kun vanskelige moralske spørgsmål, men også spørgsmål af en hel ny art, der berører menneskehedens etiske selvforståelse. Med liberal eugenik mener Habermas, at grænsen mellem det vi er af natur, og det genetiske udstyr vi giver os selv udviskes. Hvad der førhen var organisk natur og udenfor videnskabelig rækkevidde, rykker ind i området for målrettet intervention. Den liberale eugenik skaber nye former for selvreference, og påvirker menneskets selvforståelser, på helt nye måder. Det er op til det enkelte individs subjektive selvforståelse, hvordan han vil forvalte genteknologiens øgede beslutningsspillerum. Sat lidt på spidsen, må vi vælge imellem at handle moralsk normativt, eller efter egne vilkårlige præferencer. Normativt er at handle autonomt i forhold til et demokratisk fællesskab. Alternativet er at lade vores subjektive vilkårlige præferencer styre, og dække vores behov via det økonomiske marked. Denne egocentriske handlemåde vil være præget af en stor vilkårlighed, i forhold til markedskræfternes økonomiske dagsorden. Det vil også kunne skade det moralske netværk.

Etik ligger under moral hos Habermas. Etik er noget kulturelt, der er knyttet til tid og sted. Det kan ikke almengøres som det moralske kan. Artsetiske overvejelser, er bundet til en kulturel kontekst. De artsetiske opfattelsers ’vi-perspektiv’, får ikke samme enhedspræg, som det moralske ’vi-perspektiv’. I det artsetiske diskurs univers, vil der altid være en dissens om ’det gode liv’. Han uddyber det i sit postscriptum: Ikke alle artsetiske selvforståelser, harmonerer med vores selvforståelse som moralske ansvarlige personer. En udvikling, hvor den enkeltes præferencer tilfredsstilles via markedskræfterne og gennem udviklingen af vaner i samfundet, vil kunne ændre fremtidige personers moralske status. Artens udvikling sker her i en optimerende instrumentaliserende modus. Habermas mener dog ikke, at det vil være værd at leve et liv uden moralske ’følelser’. En moralsk selvforståelse er en nødvendig betingelse, for at opretholde en etisk selvforståelse, der er uforenelig med en hensynsløs instrumentalisering af et kommende barn. Bioteknologien undergraver naturlige, og som en følge deraf mentale forudsætninger for en moral, som ingen formentligt bevidst ønsker at røre ved. Denne teoriløse, men i praksis skæbnesvangre underminering af moralen, bevidstgør vores artsetiske selvforståelse om nødvendigheden af en moral, der kan sikre os mod en revision af hidtil selvfølgelige forudsætninger, for vores autonomibevidsthed. Habermas betoner her ligesom Strawson nødvendigheden af et moralsk netværk.

2.1. P. F. Strawsons analyse af upersonlige følelser

Strawson beskriver i Freedom and Resentment, menneskelig frihed og determinisme ud fra en etisk synsvinkel. Hvilken relation fri vilje har i forhold til moralsk ansvar. For at vi kan handel moralsk meningsfuldt kræver det, at vi kan handle som frie individer. Den indstilling vi indtager i vores interaktion overfor andre mennesker, er vigtig for hvordan vi opfatter hinanden som mennesker. Følelser som taknemmelighed, fortrydelse, velvilje og modvilje, hører til det han kalder det reaktive holdningssæt. Det er følelser som opstår i situationer, hvor vi er personligt involverede, hvor det betyder noget for os, hvordan andre mennesker reagerer over for os. Min reaktion overfor en, der træder mig over hånden ved et uheld, vil ikke være af samme karakter, som den der bevidst og ondskabsfuldt træder mig over hånden. Jeg vil føle en grad af harme ved den sidste handling, som jeg ikke vil føle ved den første handling.
Intentionen med handlingen, er vigtig for hvordan jeg reagerer. Disse reaktioner kan suspenderes, hvis nogle undskyldningsgrunde kan formidle omstændighederne. Undskyldningerne fungerer her som en slags reparation, på det ødelagte forhold. Hvis det derimod er en sindssyg, eller et barn der har handlet mod os, indtager vi en objektiviserende og formidlende holdning, der udelukker moralske bebrejdelser. Den objektive indstilling kan rumme nogle følelser, men ikke alle de reaktive følelser, der er nødvendige for at kunne leve sammen som voksne ligeværdige mennesker. Den kan ikke omfatte harme, vrede, taknemmelighed, og andre følelser der er imellem to voksne mennesker. Hvis en indstilling imod en anden person er helt objektiv, så kan man måske kæmpe, men ikke skændes med ham. Man kan måske forhandle med ham, men man kan ikke diskutere med ham. I praksis vil der ikke være tale om, at man enten indtager den objektive indstilling eller den subjektive deltager indstilling, men derimod om forskellige blandinger. Det centrale er modstillingen af de to mulige reaktionsmønstre. Strawson hævder, at moralske følelser er nært beslægtede med de reaktive følelser. Hvis de følelsesreaktioner, der retter sig imod den enkelt person og dennes situation, ikke peger udover og knytter sig til den upersonlige form for harme, der retter sig mod bruddet på generaliserede adfærdsforventninger eller normer, ville de mangle en moralsk karakter. Den 3 persons indstilling, hvor man indtager en objektiviserende indstilling får det moralske område til at forsvinde. Da en ikke berørt parts objektive indstilling, ophæver den 1 og 2 persons kommunikationsroller, og dermed området for moralske fænomener. Følgelig er den krænkedes personlige følelser, såsom at føle sig forurettet, kun mulig hvis man er følelsesmæssig engageret i sin interaktion med andre mennesker, og ser dem i 1 og 2 persons perspektiv. De reaktive følelser er så vigtig en del af det, at være menneske, at hvis vi opgav dem ville vi ophøre med at være mennesker i normal forstand. Vi ville blive et af Strawsons abnorme tilfælde: en psykopat, eller måske en engel. Eksistensen af et generelt netværk af holdninger, er noget vi er givet som mennesker i et samfund. Det hverken tillader, eller kræver en ekstern rationel retfærdiggørelse.

Habermas mener at anvendelsen af liberal eugenik, kan skabe en manglende følelse af frihed og ligeværd mellem den fremstillede borger, og den naturgroede borger. Han forsøger igennem sit introducerende begreb, autonomibevidsthed at vise hvordan anvendelsen af eugenik muligvis kan skade det moralske netværk, der her syntes at være mentalt indskrænket. Strawson advarer tilsvarende imod at opfatte mennesker, og deres holdninger som noget der kan beskrives og objektiviseres, i vores sociale praksisser. At handle moralsk rigtigt, er for ham ikke en utilitaristisk nytte-kalkule, hvor man søger at opnå det størst mulige antal goder. Hvis vi tingsliggør hinanden i vores omgang med hinanden, mener han som Habermas, at det påvirker det moralske netværk negativt. Undskyldningen fungerer hos Strawson til at genetablere det ødelagte forhold, og er det moralske landkorts lappekit. Det samme gør sig gældende i Habermas’ Diskursetik, hvor han bruger Strawsons analyse til at beskrive vores indstillinger over for andre mennesker. Ved anvendelsen af liberal eugenik, rejser en mærkelig normativ forurettetlse sig, der går på tværs af generationer og tid. Det er ikke muligt at undskylde det genetiske indgreb, der er en stum irreversibel kendsgerning. Det vil jeg komme nærmere ind på, i afsnit 5.3. om genetisk forurettethed.

3. Parallelisering af naturskæbnen og socialiseringsskæbnen

Fortalerne for liberal eugenik, sammenligner genetisk intervention i arveanlæg med sociale påvirkninger i opdragelsen. De ønsker at retfærdiggøre at indgrebene ikke er normative problematiske, ud fra et moralsk synspunkt om, at der ikke er stor forskel på eugenik og opdragelse. Hvis det er indenfor opdragelsens grænser, at forældre sender børn i træningslejr, og sågar giver børn væksthormoner for, at øge højden. Hvorfor skulle det så være forbudt, at forbedre dit normale barn? Argumentet skal retfærdiggøre udvidelsen af forældrenes grundretslige garanterede opdragelsesret, til også at omfatte anvendelsen af liberal eugenik på deres børn.
Forældrenes eugeniske frihed må dog ikke kollidere med børnenes etiske frihed. Fortalerne for liberal eugenik fremhæver at de genetiske dispositioner altid interagerer på en tilfældig måde. Derfor skader eugenik heller ikke genetiske intervenerede personers fremtidige livsplaner. Hvis gen og miljø har en parallel betydning, når vi ser på vores nuværende egenskaber, vil et forsøg på at modificere mennesket ved at modificere begge dele, kræve samme fremgangsmåde. De liberale eugenikere mener, at vi burde tænke på begge typer af modificering på samme måde. ”De liberale eugenikere gør sig det alt for enkelt med deres parallelisering af natur og socialisationsskæbne”

Det er problematisk at sammenligne natur og socialisationsskæbnen. Argumentet baserer sig på en nivellering af forskellene, mellem det fremvoksede og det fremstillede, det subjektiv og det objektive. Som barnet vokser op, og finder ud af at hans legeme er ’noget fremstillet’, støder dets ’oplevede livs’ deltager perspektiv sammen med forældrenes perspektiv. Habermas ser implikationer omkring ’genetiske’ overførte forventninger hos forældre. Forældrene har ensidigt truffet beslutninger om barnets genetiske sammensætning, ud fra hensigter, der kan udvikle sig til forventninger til barnet. Barnet har ingen mulighed for at gøre reviderende status. Man har uden forudsat konsensus, besluttet sig for at følge sine egne præferencer, som var det en ting man disponerede over. Forældrenes hensigter får betydning indenfor barnets livshistorie, men unddrager sig betingelserne for en kommunikativ forståelse, da præferencerne er truffet ensidig uden dialog. Denne tingsliggørelse vil Strawson også se som problematisk. Idet barnet vokser op, får indgrebet betydning i en kommunikativ handling - det vil sige i måden vi omgår hinanden på - og vil kunne få eksistentielle følger for den unge.

Indstillingen hos humangenetikeren er derfor vigtig. Han må forstå sig selv som læge, så han ikke indtager en objektiverende indstilling, og ser på embryoet som en kontrollerbar ting. I tilfælde med stærkt invaliderende sygdomme er det muligt at lave et ’virtuelt samtykke’, som barnet også senere vil kunne acceptere, når han vokser op. Men hvor der er tale om forbedrende indgreb, foregår interventionen ikke ud fra en klinisk praksis. Her antager det en teknisering af naturen, hvor det genetiske materiale manipuleres ud fra en instrumentel handlens synspunkt, der ønsker at fremkalde en ønsket tilstand, i objektverden ud fra egne præferencer. Her er det virtuelle samtykke ikke muligt.

3.1. Charles Taylor - Mennesket som et selvfortolkende dyr

Charles Taylors tese om at mennesket er et selvfortolkende dyr, strider imod det moderne samfunds paradigme om objektivitet og klarhed, og imod humangenetikerens objektive indstilling. Vores følelser er altid forbundet med nogle artikulationer. Det er ikke valgfrie fortolkninger, men en væsentlig del af vores eksistens som menneske. Menneskets følelser er fortolkede følelser, og vores selvforståelser, og misforståelser former det vi føler. Selvfortolkningerne er en uendelige proces for mennesket, og artikuleres igennem sproget. Vi er som mennesker altid ude i en fortolkning af os selv. Det er i den forstand mennesket er et selvfortolkende sprog-dyr. Forsøg på at beskrive mennesket i et naturvidenskabeligt objektivt billede, har medført en reduktionistisk begrundelsesmodel for at forklare følelser. Man forsøger at forklare menneskelig adfærd på et neurofysiologisk plan, ved at tilsidesætte det psykologiske plan. Det syntes ikke at være umuligt, at beskrive de kausale årsager til et menneske der føler frygt, via computere og censorer. Vi vil nok kunne komme i besiddelse af en strukturel analogi til frygt.
Men vi vil mangle selve den konkrete beskrivelse af følelsen frygt, og selve fornemmelsen af selvbevidsthed.

 

3.2. Det genetiske mindreværd og subjekt - henvisende følelser

Hvis vi forstår os selv som moralske handlende mennesker, går vi ifølge Habermas intuitiv ud fra, at vi handler og dømmer som unikke selvbestemmende personer, og at der ikke er nogen anden stemme end vores egen - at kunne være sig selv - uden at vi på nogen måde føler, at der er andre end vores egne intentioner og hensigter, der berører vores livshistorie. Det er her ’den fremmede hensigt’ med det eugeniske program, vil kunne afsløre sig som en forstyrrende faktor. Der er tale om en mulig fremmedbestemmelse, der kan medføre et forringet mindreværd, der allerede er ’induceret’ før fødslen. Det er et mindreværd personen selv føler, og ikke et omgivelserne pålægger det. Det kan blive problematisk for den eugeniske borger at have en moralsk selvforståelse, hvor han subjektivt føler, at han har kvalificeret status som et fuldgyldigt medlem af et moralsk fællesskab.

Det kan tydeliggøres med Taylors betydningsdimension, og subjekt henvisende følelser. Ved subjekt henvisende følelser – som den eugeniske borgers mindreværdsfølelse overfor den naturgroede borger - kan vi ikke flygte ind i en objektiv forklaringsmodel. Mindreværd er ikke altid rationel, det kan være ganske ufornuftig, og have en ulogisk tilstedeværelse. Følelsen af et fremmedgørende mindreværd hos den eugeniske borger, kan virke mærkeligt og urationelt for den naturgroede borger. Fordi mindreværdet kun har betydning for subjekter, der besidder den specifikke egenskab, og subjektivt oplever verden på en måde, for hvem mindreværdet har en følelsesmæssig betydning. Ved hjælp af et betydningsfelt af stærke vurderinger, vurderes relevansen af disse subjekt henvisende følelser. Evnen til at foretage stærk vurdering er et særkende for person – væren. Forbindelsen mellem moralsk motivation, og stærk vurdering er vigtig. Der hersker en indre forbindelse mellem de to. At sige hvad mindreværd er, er at artikulere stærke vurderinger, fordi dets ’identitet’, er bestemt af kvalitative distinktioner. Vi kan ikke sige noget om mindreværd, uden en standard for vores bedømmelse af en situation, hvor vi føler dette mindreværd. Som ved Strawsons betoning af det moralske netværk, giver mindreværdet kun mening i en verden, hvor den også har en følelsesmæssig betydning for andre subjekter. Det vil kunne medføre en asymmetrisk tilskrivning af mindreværd. Idet den naturgroede borger principielt, ikke kan sætte sig i den eugeniske borgers situation, da han ikke kan tilskrive mindreværdet en egen betydning.
Den eugeniske borgers genetiske program er af en særlig status, da det principielt er nægtet ham at bytte rolle med sin programmør. Eugenisk programmering skaber en vedvarende afhængighed, hvor mennesker principielt ikke kan sætte sig i hinandens sociale sted. Sådan en asymmetri, kan ikke harmonere med et moralsk samfunds symmetriske struktur af frie og lige personer. Subjekt henvisende egenskaber passer ikke ind i en objektivistisk verdensopfattelse, fordi de beskriver nogle egenskaber, som den objektive model ikke kan indfange. Objektive reduktionistiske forklaringsmodeller på menneskelig adfærd, fx igennem neurofysiologi, mangler at få beskrivelsen af følelser med, og dermed det psykologiske plan, hvor mange af de menneskelige implikationer, ved genetik befinder sig. Det anskueliggør Habermas’ forsøg på at synliggøre socialiseringsprocessen i den genetiske debat, og påpege at de liberale eugenikere begår en fejl, og simplificere problemstillingen, ved at ligestille naturskæbnen med socialiseringsskæbnen.

4. Distinktionen mellem socialiseringsskæbnen og naturskæbnen

Habermas mener ikke, at eugenisk programmering er lig med forringet selvværd. For mange unge vil det formentlig ikke gøre den store forskel om de føler et pres fra deres forældres ambitioner, enten via den sociale kontekst, eller gennem et genetisk program. De vil tage udfordringen op, og forvandle den sociale, eller genetiske ’intention’ til deres eget livsprojekt. De vil se det som en positiv forpligtelse, til et udnytte deres evner, og selv tage ansvar for udviklingen af deres liv. Her vil der ikke være tale om en fremmedgørelse af legemlig og sjælelig eksistens, og indskrænket frihed til at leve sit eget liv. Samtidig kan dissonante tilfælde ikke udelukkes, hvor fremmede/forældrenes hensigter, kolliderer med barnets egne hensigter. Vi kan ikke være sikre på at barnets egne hensigter, altid vil stemme overens med de fremmedes hensigter, i det genetiske program. Det er i de dissonante tilfælde problemerne opstår. I de dissonante tilfælde, adskiller socialiseringsskæbnen sig fra naturskæbnen i en moralsk kontekst. Socialiseringsprocessen og dens formende kraft, sker i den kommunikative handlen, via forståelsesprocesser mellem voksne personer, der tager beslutninger ud fra interne gode grunde. Habermas mener ikke, at forældrene kan træffe sådanne beslutninger på barnets vegne.

Ud fra diskursetikkens principper, kan forbedrende genetiske indgreb ikke besluttes, og begrundes ud fra gode grunde, da vi principielt ikke kan vide hvilke værdiorienteringer barnet får, når det vokser op. Det genetiske indgreb muliggør ikke et kommunikativt spillerum, hvor man i dialog kan tale med det kommende barn som en person, og inddrage det i en forståelsesproces. Ud fra barnets perspektiv kan en instrumentel fastlæggelse ikke revideres, som en patologisk socialiseringsproces nogle gange kan forbedres via terapi. En oprørsk diskussion med en tredje persons, genetiske fikserede hensigt, fører ikke til noget. Det genetiske indgreb er en stum kendsgerning. Den der gør oprør mod sine genetiske fikseringer, kan ikke forholde sig til deres begavelser, eller handikap, som den naturligt fødte person. Der refleksivt og viljebestemt, kan tilegne sig sin livshistorie.

Liberal eugenik kan indskrænke individets etiske frihed, idet forkastede indgreb fikserer individet, og ikke opfattes som egne, men andres irreversible hensigter. Det kan hindre individet i ubetinget at kunne forstå sig selv fordomsfrit, som udelt ophavsmand til sit eget liv. Foruden at berøre den programmerede persons uhindrede mulighed, for at kunne være sig selv, skaber liberal eugenik også en interpersonel relation mellem individer, der ikke findes noget fortilfælde for. Det skaber en ny relation, der bringer hidtidige selvfølgelig forudsætninger for autonomt handlende, og dømmende personers moralske selvforståelser i tvivl. Med eugenikken, opstår en i flere henseender asymmetrisk relation af en paternalistisk beskaffenhed, der ophæver den traditionelle lighed mellem jævnbyrdige borgere. Den programmerede borger syntes ikke at kunne forliges med de genetiske hensigters formynderiske karakter. De virker fremmedgørende, da de er ensidige, irreversible, og foretaget ud fra programmørnes præferencer, uden nogen form for mulig forudsat, og begrundet samtykke. Habermas mener den person der tager sådan en beslutning, påtager sig et for stort ansvar.

 

5. Autonomibevidsthed

5.1. Autonomibevidsthed og moral

Habermas bringer diskursetikken ind som en universalistisk rets og moral opfattelse der forudsætter, at der ikke er principielle hindringer for, at alle menneskelige relationer kan foregå ligeligt. Det betyder ikke, at der ikke hersker social afmagt, magtmisbrug, undertrykkelse og økonomisk udbytning, for det gør der. Men vi ville ikke kunne forarges over det, hvis det ikke var fordi vi vidste, at det kunne være anderledes, og til det bedre. Han bruger diskursetikken til at forklare nogle almene betingelser, for handlende mennesker i et demokrati: Overbevisningen om at alle mennesker burde have samme normative status, og skylder hinanden lige anerkendelse, går ud fra at alle menneskelige relationer, i princippet er reversible. Ingen må altså være afhængig af andre, på en principielt irreversibel måde. Habermas mener at bevidstheden om at være ophavsmand til sin egne handlinger og krav, er knyttet sammen med en intuition om at være kaldet til en selvkritisk skabt livshistorie.

Men for en person der udelukkende er produkt af en bestemmende og kun passivt oplevetsocialiseringsskæbne vil ”selvet” glide bort fra ham i floden af dannelsesvirksomme konstellationer, relationer og relevanser. I en livshistorie, der ændre sig, er en kontinuerlig selvværen kun mulig, fordi vi kan knytte forskellen mellem det vi er, og det der sker med os, sammen med en legemlig eksistens, der fortsætter en naturskæbne, der rækker længere tilbage end socialiseringsprocessen. Det syntes at være væsentligt for frihedsbevidstheden, at man ikke kan disponere over den på sin vis før-fortidige naturskæbne. Det lader til at menneskets liv skal have karakter af noget selvskabt, og kontinuerligt man selv kan relatere til, som sine egne skabte projekter. Vores livshistorie er gjort af et stof, som vi bevidst gør til vores eget, og i Kierkegaards forstand kan overtage ansvarligt. Når befrugtningsprocessen som i dag, ikke længere er vilkårlig, men under menneskelig kontrol, afslører vigtigheden af denne vilkårlighed sig. Det berører vores livshistorie, idet vi ikke længere ubetinget ser vores liv som et, vi selv har gjort til vores eget, og tager hele ansvaret for. Det er en nødvendig forudsætning for at kunne være sig selv, og afslører den principielle ’naturlige’ lighed, i vores relationer til andre.

Det kan blive problematisk for den programmerede borger, at skulle forholde sig til og forstå, forældrenes hensigter med det genetiske program. Forældrenes hensigter får ’dobbeltbetydning’, idet deres hensigter går igennem det ændrede genom, som naturkendsgerning, og som en kontingent omstændighed, der begrænser barnets handlingsspillerum. Det er betænkeligt for vores moralske forståelse. Eugenikken griber intentionelt ind, og berører en anden mands livshistorie som ligemand, og hans forudsætninger for en fremtidig selvforståelse, der ikke er plaget af asymmetri i forhold til den naturgroede borger. Autonomibevidsthed handler ikke kun om frihed og selvbestemmelse, men også bevidstheden om, at man er fri i forhold til, og som del af et moralsk ligeværdigt fællesskab. Moral syntes at kræve en autentisk ansvarsfuld selvforståelse, hvor vi tænker vores ønsker ind en større kontekst, end kun egne præferencer.

5.2. Borgerretsstatus og autonomubevidsthed

Habermas kalder den virkning en fremtidig eugeniske praksis kan have, for en tredjevirkning. Den er af en indirekte natur. Da virkningen ikke direkte fjerner rettigheder fra individet - men kan give mindreværdsfølelse, forringe borgerstatussen og baggrunden for moral - marginaliseres virkningen af de mere pragmatiske filosoffer i USA, hvor 3 person interaktion ikke tæller, da det ikke direkte berører menneskers rettigheder. I en fremtidig anvendelse af eugenik, er forældreretten formentligt udvidet materielt, til også at omfatte en forbedring af børnenes genetiske udstyr. Forældrenes rettigheder kolliderer ikke med barnets grundretligt garanterede velfærd, men praksissen kunne indskrænke barnets autonomibevidsthed, og dermed dets moralske selvforståelse.

Sådan en moralsk selvforståelse, er nødvendig for ethvert medlem i et egalitært og frihedsmæssigt struktureret retsfællesskab, hvis de skal have samme muligheder for at gøre brug af subjektive rettigheder. En mulig skade vil derfor ikke være på niveau med rettigheder, man er blevet nægtet. ”Den består snarere i at der skabes en usikkerhed i borgerretighedsbærerens bevidsthed om hvilken status han har. ” Det fremstillede individs mentale bevidsthed om hvilken borgerrettigheds status han har, kan blive usikker. Hans mentale følelse af at nyde lige frie rettigheder med den naturgroede borger, er muligvis i fare. Det forringer under visse omstændigheder en fremtidig persons status , og indskrænker den eugeniske borgers moralske status og autonomibevidsthed. Habermas mener, at genetisk programmering forvirrer og sårer vores moralske følelser. Men han understreger samtidig. Vi ville misforstå denne intuition, hvis vi knyttede den til genetisk determinisme. For uafhængigt af i hvor høj grad genetisk programmering rent faktisk bestemmer egenskaber, dispositioner og evner hos en fremtidig person, ville det senere kendskab til denne omstændighed kunne gribe ind i den berørte persons selvforhold til sin legemlige og sjælelige eksistens ”Ændringen vil finde sted inde i hovedet”

Der er altså i socialiseringsprocesserne en tredjevirkning vil kunne komme til udtryk i de dissonante tilfælde, hvor divergerende hensigter kolliderer, men det vil være forkert at knytte genetisk determinisme til eugeniske indgreb, da det ikke indvirker på en ensartet måde hos forskellige mennesker. Den der beslutter at intervenere eugenisk ud fra egne præferencer, krænker ikke et kommende persons moralske rettigheder, eller forfordeler grundgoder. Det er snarere således, at han ensidigt og irreversibelt griber ind i en fremtidig persons identitetsdannelse. Han påtvinger for så vidt ikke sig ikke indskrænkninger i en anden persons frihed til at forme sit liv, men idet han gør sig til medophavsmand til et fremmed liv, griber han ligesom indefra ind i den anden persons autonomibevidsthed. Den programmerede person, der fratages bevidstheden om kontingensen i sine naturgroede biografiske udgangsbetingelser, mangler en mental betingelse, der må være opfyldt, hvis han retrospektivt skal overtage eneansvaret for sit liv.

Der er en risiko for at den genetiske ændrede borger, vil føle sig fastlåst af den fremmedes genetiske design, til at forme sit eget liv. Han lider under bevidstheden om, at skulle dele ophavsretten til sin egen livsskæbne med en anden medophavsmand. Der er tale om bevidsthedsændringer, der først og fremmest påvirker vores selvforhold, og dermed også vores sociale omgang med andre. Bevidsthedsændringen vil kunne komme som en negativ reaktion på, at forældrene har ændret på barnets genetiske anlæg. Der ville kunne ske et perspektiv skifte, mellem 1 persons deltager perspektiv, til 3 persons selviagttagerperspektiv. Denne objektiverende selviagttagelse af, at være fremstillet, vil kunne overlejres i perspektivet af at være et naturgroet legeme. En bevidsthed om at ens subjektivitet, som vi oplever som strengt privat, og ikke til disposition, er fremkommet ved at instrumentalisere embryotet som et stykke ydre natur, ved det genetisk indgreb før vores fødsel. Vi kan kun indtage iagttagerens perspektiv i korte perioder. 1 persons perspektiv, hvor vi opfatter os som et legeme vil altså stadig være der. Strawson mener ikke, at vi ville kunne fastholde et 3 persons objektive perspektiv ret lang tid af gangen. Så vil vi ophøre med at være mennesker i almindelig forstand.

 

5.3. Den genetiske forurettelse

Forældrenes fremtidige mulighed for at disponere over barnets genetiske frembringelser, bevirker at grænsen mellem personer og ting udviskes. Det er en kontrol, der hidtil kun har været udøvet over ting og ikke personer. Barnet bliver som subjekt, objektiviseret i forhold til det genetiske udstyr. Denne objektivisering af barnet, skaber en hidtil ukendt irreversibel relation mellem forældre og barn, der virker fremmedgørende og sårer vores moralske følelser. Derved skabes der en asymmetri imellem det ansvar, der principielt består mellem lige og frie personer.

”For den der er utilfreds med sin skæbne, ville der kun være alternativet mellem fatalisme eller ressentiment.”

Den eugeniske borger vil i dissonante tilfælde, altid være afhængig af en anden persons ensidige beslutning, der ikke kan revideres. Habermas mener ikke at det vil være muligt at genskabe en symmetri, via en selvrefleksion over ’det rette liv’, i forhold til omgangen med ligemænd. Den genetiske borger har ikke samme forudsætninger som andre, hvis han er utilfreds med sin skæbne. Han vil enten føle at hans skæbne er forudbestemt, eller føle sig forurettet. Det genetiske indgrebs normative karakter, afsløres af den forurettelse den genetiske borger føler, ved den andens handling, som han opfatter som krænkende for sit eget liv.

I anvendelsen af liberal eugenik, er der ifølge Strawsons analyse af moralske følelser, tale om en upersonlig krænkelse, i den tredje persons objektive forstand. Hvis krænkelsen ikke godtgøres via en undskyldning, der genetablerer det ødelagte forhold, bliver harmen til en vedvarende ulmende forurettethed. Denne vedvarende følelse, afslører den moralske dimension i krænkelsen, da følelsen ikke er en umiddelbar reaktion på selve krænkelsen, men på den uret en anden begår. Forurettelsen er et udtryk for en næsten afmægtig moralsk fordømmelse. Idet krænkelsen er en irreversibel stum kendsgerning, kan det ødelagte forhold ikke genetableres via en undskyldning. Krænkeren og den krænkede, er principielt afskåret fra at kunne bytte deres sociale pladser. Det afslører den sociale irreversibilitet ved det eugeniske instrumentelle indgreb.

Det er også afgørende, at man i liberal eugenik ikke kan indtage en klinisk forståelsesorienteret indstilling til det før-personelle liv, hvor man laver virtuelt samtykke. Man ser strategisk på embryoet som en kontrollerbar ting. Det er vigtigt at understrege, at det er min egen fortolkning af, i hvilken kontekst vi skal forstå Habermas’ begreb om forurettelse. Tolkningen afspejler den moralske og begrebslige kontekst Habermas argumenterer ud fra, og hvordan han ligesom Strawson forbinder det at føle sig forurettet, med at være en del af et moralsk netværk. Derfor er det i socialiseringsprocessen at det genetiske indgreb vil kunne komme til udtryk, i form af et muligt forringet selvværd. Eugeniske dispositioner vil formentligt manifestere sig i den sociale sfære, eksistentielt gennem sociale relationer. Det er essentielt for at forstå begrebet autonomibevidsthed.

6. Diskussionen

6.1. Analyse af den eugeniske praksis’ principielle irreversible relationer

Den liberale eugenik, skaber ifølge Habermas nogle helt nye sociale relationer imellem mennesker. Det er karakteren af disse sociale relationsformer, han er betænkelig ved. Forholdet mellem den fremstillede borger og den naturgroede borger, har den særlige status, at det er en relation mellem to forskellige måder at identificere sig selv på. De to er socialt principielt udelukket fra, at kunne indtage hinandens pladser, fordi deres dannelseshistorie har nogle fundamentale forskellige udgangspunkter. De generationsgrænser der er mellem forældre og børn, og er med til at gøre de unge uafhængige udviskes, og der skabers en asymmetri mellem det ansvar, der principielt er mellem lige og frie individer.
Habermas mener at sociale relationers principielle reversibilitet, er en forudsætning for at alle borgere, principielt kan føle sig som ligeværdig og frie i forhold til hinanden, og er baggrunden for en uberørt autonomibevidsthed og moral, i et samfund der baserer sig på menneskerettighedernes principper. Den sociale relations forskel, der vil kunne herske mellem den fremstillede borger, og den naturgroede borger, er i kraft af at være fremstillet ved et genetisk instrumentelt indgreb, socialt irreversibel, og af en helt ny karakter.


6.2. Argument imod fremmedbestemmelse

I tekstens postscriptum rejses et argument imod fremmedbestemmelse, som jeg mener, er problematisk i forhold til autonomibegrebet, og argumentationen imod liberal eugenik. Ronald Dworkin rejser spørgsmålet om der overhovedet opstår nogen ’skade’ hos den genetisk modificerede borger, hvis indgrebet holdes skjult for ham? Habermas fejer argumentet af banen. Det er forkert at prøve at lokalisere indskrænkningen af autonomi, uafhængigt af en konfliktbevidsthed, uanset om det er i personens underbevidsthed, eller hvad han kalder et vegetative lag i organismen, der ikke er tilgængelig for bevidstheden. Man kan ikke tillade sig at komme den unges identitetsproblemer i forkøbet, ved forebyggende at fortie betingelserne for det potentielle problems opståen. Udover selv programmeringen vildleder man om en relevant livs omstændighed. Det er forkert at tale om en indskrænkning af personens autonomi, hvis personen ikke er bevidsthed om, at han er potentiel indskrænket i sin autonomibevidsthed. Jeg mener ikke, at argumentet logisk svarer på om skaden vil opstå, hvis personen ikke får noget at vide om indgrebet.

Habermas mener ikke kan tillade os at fortie så vigtig en oplysning. Det vil formentlig også være svært at holde det hemmeligt igennem et helt liv. Det syntes dog ikke at fjerne den mærkelige omstændighed, at problemet omkring selvbestemmelse i anvendelse af liberal eugenik, kun syntes at være et problem, hvis den fremstillede borger får kendskab til indgrebet. Problemets tilstedeværelse kræver logisk set en bevidstgørelse hos en person om det genetiske indgreb. Ifølge Taylor findes der subjektive ’sandheder’ omkring menneskers egenskaber, såsom: forurettelse og mindreværd. Det er fremmedbestemmende ’skader’ der påvirker vores selvbestemmelse, og dermed vores autonomibevidsthed. De kan ikke reduceres og beskrives i en objektivistisk ontologi. De hører hjemme i et følelsessprog, og er afhængige af, at der er subjekter der erfarer dem, og tilskriver dem betydning qua subjekt. De er knyttet til en følelsesmæssig kvalitativ ’logik’, og er uundværlige netop fordi de ikke lader sig reducere i en objektiveret natur. De er afgørende for at vi kan forstå os selv som mennesker. Taylor mener ikke disse følelser ville opnå eksistens uden en erfaring hvor de blev artikuleret, så vil der ikke være noget at forklare.

Tilsvarende mener Habermas heller ikke, at det vil give mening at forklare et mindreværd, før det kan erfares af bevidstheden. Vores autonomibevidsthed bliver først krænket, når vi er bevidste om, at vi ikke har samme udgangspunkt til livet som den naturgroede borger. Det er ikke et mindreværd den naturgroede borger pålægger den fremstillede borger. Det er et mindreværd den fremstillede borger kan føle i dissonante tilfælde, fordi hans mentale betingelser for at føle sig ligeværdig med den naturgroede borger, og indtage samme status som denne, er forringet. Konkluderende vil de eugeniske problemer opstå i socialiseringsprocesserne, men det forudsætter en autonomibevidsthed der er bevidste om problemerne.

Selvbestemmelse og påvirkning af moral, er størrelser vi ikke kun kan se på i en logisk kontekst. Strawson fremhæver meget sigende hvordan moralske følelser er tilknyttet mennesker. De er tilknyttet menneskeligt, og ikke kun rent logisk. Vi må se mennesket og autonomibevidstheden i en fuldstændig sammenhæng, som en del af sociale praksisser, hvor interaktioner mellem mennesker er konstituerende for hvem vi er, og hvad vi bliver, og hvordan vi bliver det. Der er nogle fællestræk til mennesket som et selvfortolkende dyr, og hvordan mennesket bryder med det objektive ideal. Hos Taylor er der ikke nogen absolut forståelse af hvad vi er som mennesker. En beskrivelse af verden via absulotte egenskaber, kan ikke redegøre for menneskets væremåde.

 

6.3. Konklusion

Er problemer om selvbestemmelse så kun noget der relatere til Habermas’ begrebs univers? Det mener jeg ikke. Isoleret set, vil liberal eugenik muligvis ikke være et identitetsproblem, hvis vi ikke kender til indgrebet. Men mennesket kan ikke forstås i kun rent logiske termer. Det vil være at anskue problemer omkring liberal eugenik/årsag og selvbestemmelse/virkning adskilt, og autonomibevidstheden ude af dets kontekst. Vi kan ikke anskue implikationerne, uafhængig af den sociale praksis. Det er i den social praksis og socialiseringsskæbnen, problemer omkring selvbestemmelse vil kunne opstå. Det er begrebet om autonomibevidsthed konstrueret ud fra, og det er også derudfra det skal tolkes og forstås.
Gennem den liberale eugenik, påvirkes autonomibevidstheden i vores daglige praksis, hvor den fremstillede borgers mentale forudsætninger, for at føle sig ligeværdig med den naturgroede borger, er et muligt fremmedbestemmende mindreværd der er ’induceret’ før fødslen.

Ved den ’genetiske’ forurettelse, gælder Strawsons undskyldelses - grunde ikke til at genetablere det moralske netværk, da det eugeniske indgreb er en stum tingsliggørende krænkelse, der ikke kan lades ugjort, og derfor principielt er social irreversibel. Fremtidige forudsætningerne for en universalistisk procedurel moral, er ifølge Habermas truet ved anvendelsen af liberal eugenik. Hans omskrivning af Kants kategoriske imperativ fra ’jeg’ til ’vi’, i diskursetikken, umuliggør dialogen og barnets samtykke, da det principielt er udelukket den fremstillede, og den naturgroede borger socialt at indtage hinandens pladser. Barnets virtuelle samtykke er ikke muligt, da forældrene ved anvendelsen af forbedrende eugenik, lig med designeren indtager en optimerende og instrumentaliserende indstilling og tingsliggør barnet.
I stedet for at indtage en performativ indstilling, overfor en fremtidig person, der allerede i embryonaltilstanden behandles som en person, der kan sige ’ja’ og ’nej’, ud fra diskursetikkens argumentationsregler.
Den liberale eugenik er uforenelig med Habermas’ diskursetik, fordi vi groft sagt aldrig vil kunne vide, hvilke præferencer, et fremtidig individ vil få. Et virtuelt samtykke vil kun være muligt, når vi taler om svært invaliderende tilstande, der vil gøre et fremtidigt liv utåleligt for enhver, der skulle leve det. Sammenfattende er Strawson, Taylor og Habermas ud fra hver deres kontekst, af den opfattelse: at der sker noget, når vi i en praksis behandler mennesker på en tingsliggørende måde, og det er simplificerende kun at se logisk på den påvirkning det kan have på mennesket, og det moralske netværk. Vi skal ikke kun kigge pragmatisk på rettigheder, men også på baggrunden for disse rettigheder: Mennesket - det er mennesket og den sociale sfære, den liberale eugenik omhandler og påvirker. Det er disse påvirkninger af mennesket i en social kontekst, der skal mere fokus på.

 

Noter.

"philosophy of medicine" - Google News

10. december 2019