Filosofisk Laboratorium arbejder med filosofi, filosofisk innovation & forskning i form af artikler, projekter & analyser inden for medicin, sundhed & evidens.

Nietzsches syn på mennesket og frihed

Af Henrik Rude Hvid ©

 

I dette filosofiske essay gives en udlægning af Friedrich Nietzsches syn på mennesket og frihed.

 

 

1. Indledning

Både Nietzsche og Kierkegaard vil afsøge filosofiens begrebslige grænser. De vil begge forsøge at vise det man ikke kan sige. De var begge foragter af massen og den selvtilfreds kultiverede borger. De mente begge at de levede i en forfaldstid. Hos begge munder den politiske tænkning ud i en aristokratisk radikalisme. Nietzsche står ligesom Kierkegaard, som en central figur i eksistensfilosofien i vor tid.

nietzsche 300x450Autonomi bliver modernitetens hovedtema. Nietzsche kritiserer moderniteten med dens ideal om det autonome individ, der aldrig er blevet realiseret og ligger på den måde på linje med Søren Kierkegaard og Stuart Mill.[i]  Den dualisme som filosofien med udgangspunkt i Platon, og kristendommen men også moderniteten står for, er fatal, fordi de alle prøver at begrunde livet og moralen, værdierne i livet, ud fra noget som ligger udenfor livet, og derfor er: intet, nihil.

 

 

2. Nihilismen

Nihilismen er en følge af vores værdiers og idealers bankerot. Værdiernes devaluering og deres fiktive karakter, skubber mennesket ud et intet, det aldrig har oplevet før.

Hidtil havde filosofferne forstået verden og historien som meningsfuld fornuftig og retfærdig. Tilværelsen havde et formål, der var en verdensorden indstiftet af Gud.

Dette verdensbillede repræsenterer ikke et sandt virkelighedsbillede hos Nietzsche. Nihilismen er selvdestruktiv og ender med tomme meninger og Guds død.

Nietzsche sætter sin erfaring på formel I ’Således talte Zarathustra’. Her afgår Gud ved døden.[ii] Vi må ikke erstatte kærlighed med medlidenhed som i kristendommen. Medlidenhed er livsfornægtende, og Nietzsches siger i ’Således talte Zarathustra’, at Gud har sit helvede, og det er hans kærlighed til menneskene. Og Gud er død af sin medlidenhed med menneskene.[iii]

De filosofiske og religiøse verdensbilleder, er blot menneskets behov for at tillægge verden mening og orden. Ved at forsøge at undgå kaos, og gøre livet tåleligt. Selvom om Gud er død kan vi ikke lade være med at lave nye forfalskninger af verden.

Nietzsche står for en radikalisering af det modernes autonomiprojekt. Nietzsches undersøger mulighedsbetingelserne for at individet kan være selvbevidst. Autonomibegrebet flyttes fra Kant, og den tyske idealisme rationalistiske etiske sfære til menneskets eksistens sfære. Hvad er mulighedsbetingelserne for at menneskets eksistens kan udfolde sig autonomt og reflekterende? Nietzsches individ skal ses i forhold til en æstetisk etik. Livet kan ikke reduceres til sprog og begreber. Eftersom man ikke kan begrunde livets værdier i noget der ligger uden for livet, kan der heller ikke være nogen absolutte værdier.

Nihilismen opstår som en konsekvens af mistanken om, at der egentlig ikke findes nogen ydre eller indre moralsk målestok. Enhver hidtidig moral har tjent til at tjene en magt der allerede var tilegnet umoralsk. De har som kristendommen været naturstridige moraler, idet de har vendt sig imod instinkterne og fordømt dem. Denne moral fortolkning, står for en benægtelse af vilje til magt.[iv] Det er de svage mennesker der ikke kan magte at tage stilling selv, og derfor vælger et værdiperspektiv der er givet på forhånd.

 

 

3. Vilje til magt

Alle værdisættelser er udtryk for viljen til magt. Det er Nietzsches ontologiske grundbegreb. Afmagt er også en form for vilje til magt. Al vilje er en vilje til at magte verden igennem en fortolkning af denne. Der er uendelig mange fortolkningsmuligheder af verden. (perspektivisme) Viljen til magt skal først og fremmest ses som magt over sig selv. Viljen til magt kommer til udtryk som vilje til erkendelse. En drift mod at beherske og organisere kaos, og transformere omgivelserne.

Nietzsche mener således, at den sande lære om vilje og frihed, ligger i menneskets villen. Denne villen er en skabende vilje, han sidesætter denne skabende vilje med skæbnen. Vi skaber altså vores egne muligheder, vores egen skæbne, dog indenfor nogle finale grænser.[v] Viljen til magts’ ontologiske karakter, gør at den bliver den formende kraft i tilværelsen.

 

 

4. Slaveoprøret i moralen

Slaveoprøret i moralen har opnået at gøre afmagten til idealet ved at gøre viljens mål lavt, og kristendommen tillader at man afmægtigt fortolker mennesket som skyldigt.

De svage, der definerer denne moral, får herved mulighed for at herske over de stærke, spontane og naturlige, eftersom de svages fortolkning af verden har vundet overhånd.

De svage slutter sig sammen og danner en fælles fortolkning af verden. For eksempel igennem Gud. På det moralsk plan betyder det ifølge Nietzsche, at det oprindelig gode, bliver gjort ondt og det slette gjort godt.

Filosofiens opfindelse af den fri vilje og sjæl, gør det muligt for mennesket at blive holdt fast i skyld og dårlig samvittighed. Et sted hvor mennesket ikke vælger sin fortolkning selv, men lader overmagter gøre det. Den moralfilosofiske tradition og kristendommen, har til formål, at holde menneskets naturlige drifter nede, men den der holder sine drifter nede, lider under sine naturlige behov, som det må bekæmpe, og kan ikke optræde og handle som et frit menneske.[vi]

Overfor står det herremoralen, hvor man er sin egen herre, og ikke har skjulte dagsordener. Man forholder sig her aktivt til tilværelsen, og har herredømme over lidenskaberne. Godt er her det der styrker eksistensen gennem viljen til magt, og slet, er det der hæmmer eksistensen.

Mennesket finder først sig selv som et suverænt frit individ, når det har frigjort sig fra den herskende moral og skænker sig selv sin egen moral; Da når det ned til sin egen samvittighed; Først da bliver det suverænt og autonomt, når det formår at lovgive for sit eget liv. Der findes derfor flere sande beskrivelser af verden. Moral, religion, kunst, filosofi og videnskab, er blot forskellige fortolkninger af verden fra forskellige perspektiver.

Omvendt kalder samfundet dets moral, der vil holde individet nede, og som ikke muliggør selvstændighed, denne moral for fornuft. Individet er ikke selvstændigt, når det overtager og kalder nedarvede morallove for dets egne.[vii] Nietzsche mener det er en illusion, at påstå, at samfundet ikke bare straffer for at opretholde en bestemt moral; Samfundet straffer ikke mindst med motivet: Vrede. Efter Nietzsches mening hører det til mennesket, at det nyder at se lidelse, og endnu mere at skabe lidelse.   

 

 

5. Overmennesket

Nietzsches hovedværk, Således talte Zarathustra, skulle artikulere Nietzsches specifikke version om fremtiden, og hvordan vi skal forstå hans teori om overmennesket. Den historiske Zarathustra (Zoroaster) troede, at verden var scenen for en kamp mellem gode og onde kræfter. Da Zarathustra var den første der gjorde denne fejltagelse, mener Nietzsche også han skal være den første til at erkende det, og gør Zarathustra til talerør for et nyt syn på værdierne: Mennesket må hele tiden sætte mål og værdier, så det der sker med os giver mening.

Nietzsche giver derfor en karakterstik af mennesket, og overgangen til overmennesket i Zarathustra. Nietzsche mener ikke, at der endnu har været et overmenneske.

Mennesket gav først selv tingene værdi. Det gav først selv tingene en mening, en menneskemening. Folkeslag har givet tusindvis af forskellige menneskemeninger, da der har fandtes mange folkeslag. Men mennesket har endnu ikke et overordnet mål, der skal binde de tusinde nakker. Menneskeheden mangler det mål.

Zarathustras opgave er at udarbejde menneskehedens mål. Her finder overmennesket sin plads. Overmennesket er jordens mål og mening. [viii]

”Mennesket er en line udspændt mellem dyr og overmenneske over en afgrund. En farefuld færd, et farefuldt øjekast tilbage, en farefuld skælven og standsen op. Det der er stort ved mennesket, er, at det er en bro og ikke et formål: Det, der er elskeligt ved mennesket, er, at det er en overgang og en undergang.”[1]

Mennesket er noget der skal overvindes af overmennesket. Vores værdi ligger ikke i hvad vi er, men hvad vi kan blive, og overmennesket er mulighedsbetingelserne for dette.

”Endnu har der aldrig været et overmenneske. Nøgne så jeg dem begge, det største og det mindste menneske: Alt for meget ligner de begge hinanden. Sandelig fandt jeg selv det største menneske – Alt for menneskeligt.[ix]

Al værdi er engang skabt i verden. Vi skal derfor ikke skabe helt nye værdier, men skabe frihed til at skabe værdierne på ny, af det som er.[x] Her ligger Nietzsches ide om alle tings evige genkomst. Alt gentager sig i et uendeligt cirkulært kredsløb. Nietzsche mener at universet er endeligt, og at alt sker i overensstemmelse med visse ubrydelige naturlove. De samme udgangsbetingelser for årsagsrækken, som en gang har været, vil komme igen.

Overmennesket kan ses som en ’livsmulighed’. Det hverken fornægter eller foragter sig selv, sit legeme og følelser.

Livet bliver først værd og leve, når vi giver det en værdi. Moral kan vi ikke bruge som nogen almen forpligtende lov. Vi må derfor søge muligheder og betingelser for en ’almen’ værdisættelse, der kun er forpligtende for den enkelte i det personlige engagement. Forpligtende for mig, er kun det jeg personligt vælger at forpligte mig på. Det, er essentielt for både Kierkegaard og Nietzsche. Først ved at værdsætte sådan en værdisættelse, bliver mennesket ifølge Nietzsche skabende. Værdsætten er alle værdsatte tings værdi og kostbarhed. Mennesket må påtage sig Guds rolle, og selv autonomt fortolke tilværelsen efter dets egne normer.[xi]

”De ænsteligeste spørger i dag: hvordan Bevares mennesket? Men Zarathustra spørger som den eneste og første: Hvordan overvindes mennesket”[xii]

Overmennesket har indset at der gives mange jordiske værdier, der kan opnås ved at overvinde sig selv og udvikle sig selv.[xiii]

”Det lønner sig at leve på jorden: en dag, en fest med Zarathustra lærte mig at elske jorden. Var det – Livet? Vil jeg sige til døden, ’nuvel! Så en gang til!’ Mine venner, hvad syntes I? Vil I ikke ligesom jeg sige til døden: Var det – livet? For Zarathustras skyld, så en gang til!”[xiv]

Det er op til en selv at skabe sit liv ansvarligt ud fra ens egne satte værdier. Til trods for, at der er nogle finale determinationer i ens liv. Hvis du bliver lam, så er det skæbnen, der sker. Udfordringen er ifølge Nietzsche, ikke at give op, eller ligge ansvaret over i Guds hænder. Det vil Nietzsche se som afmagt. Groft sagt så har man et dårligt liv som lam, hvis man vælger det, og et godt liv som lam, hvis man vælger det. Hvis du gerne vil gentage den værste oplevelse du har, så syntes man ud fra hans eksistentialistiske filosofi at have bestået ’prøven’.

Nietzsches overmenneske stoler på sine drifter og instinkter. Mens kristendommen har inficeret drifter og instinkter som noget ondt. Nietzsche betoner meget sigende nødvendigheden af en vilje, der stoler på instinkterne.

”Hans venner siger: der er den og den sygdoms skyld. Jeg siger: at han blev syg, at han ikke modstod sygdommen, var allerede følgen af et forarmet liv, af en arvelig udmattelse.”[xv]

Han mener at enhver fejl er en følge af et instinkt og vilje-degeneration. Man har nærmest defineret det slette. Alt godt mener han er instinkt, og derfor, let nødvendigt og frit. Hans eksistentialisme kan tolkes som en meget livsbekræftende filosofi. Hvor viljen virkelig har den magt man ligger for dagen. Du kan vælge at være slave, eller du kan vælge at være herre, og leve livet.   

 

Noter:

[i] Nietzsche, Friedrich: Således talte Zarathustra, S, 36.Citat.

[ii] Nietzsche: Således talte Zarathustra, S. 229.

[iii] Nietzsche: Således talte Zarathustra, S 78.

[iv] Nietzsche, Friedrich: Afgudernes ragnarok, S. 47-48

[v]Nietzsche: Således talte Zarathustra, S. 75.

[vi] Nietzsche: Afgudernes ragnarok, S. 57

[vii] Nietzsche: Afgudernes ragnarok, S. 59-63

[viii] Nietzsche: Således talte Zarathustra, S. 54.

[ix] Nietzsche: Således talte Zarathustra, S. 81. Citat.

[x] Nietzsche: Således talte Zarathustra, S.24.

[xi] Nietzsche: Således talte Zarathustra, S.53.

[xii] Nietzsche: Således talte Zarathustra, S. 253 Citat.

[xiv] Nietzsche: Således talte Zarathustra, S.282.

[xv] Nietzsche: Afgudernes ragnarok, S. 51.

 

 

Litteratur:

Nietzsche, Friedrich: Afgudernes ragnarok – Eller hvordan man filosoferer med hammeren, Er oversat fra tysk efter ”Götzen-Dämmerung”, ved og med forord af Jens Erik Kristensen og Lars - Henrik Schmidt. Det lille Forlag, 2005

Nietzsche, Friedrich: Moralens oprindelse, Er oversat fra tysk efter ”Zur Genealogie der Moral”, ved og med forord af Niels Henningsen. Det lille Forlag, 2004. 5. oplag.

Nietzsche, Friedrich: Således talte Zarathustra, er oversat fra tysk efter ”Also Sprach Zarathustra”, af Niels Henningsen. Det lille Forlag, 1999.

Weston, Michael.  Kierkegaard – And modern continentel philosophy

 

 

My Works

Loading papers from Henrik Rude Hvid's profile... (Click here if the papers don't load.)

 

Search

Ønsker du at støtte Filosofisk Laboratorium?

Filosofisk Laboratorium er et non profit og interessebåret website, der tager imod enhver (lille som stor) donation med fysisk og virtuel kyshånd. Bidrag går udelukkende til drift, vedligehold og videreudvikling af Filosofisk Laboratorium.



"philosophy of medicine" - Google News

17. september 2019