Filosofisk Laboratorium arbejder med filosofi, filosofisk innovation & forskning i form af artikler, projekter & analyser inden for medicin, sundhed & evidens.

Sartre: Selvforholdet og mødet med den anden, og hvorledes skam og selverkendelse er forbundet 

 Af Henrik Rude Hvid ©

 

Indledning 

Indledning Jeg vil ud fra Sartres fænomenologisk inspirerede hovedværk, L’etre et le neant. Essai d’ontologie phenomenologique (Væren og intet. Et essay om fænomenologisk ontologi), give en fremstilling og analyse, af hvad der sker med mennesket og dets selvforhold i mødet med et andet menneske, og hvorledes skam og erkendelse er forbundet.

Værket Væren og intet, er en fænomenologisk ontologi. Det vil sige en beskrivelse af de fundamentale træk, der ifølge Sartre kendetegner den menneskelige virkelighed. Menneskets eksistens betegnes som negativitet/intetgørelse. Menneskets selvbevidsthed er frihed til at intetgøre verden. Bevidsthedens evne til at sætte forskelle og opdele tingene mellem væren og intet er baggrunden for, at tingene har mening. Virkeligheden får kun mening i lyset af menneskets handlinger og værensforståelse. Sartre arbejder således som eksistentialist og bevidsthedsfilosof med tre ontologiske grundkategorier, der kendetegner menneskets væren – i – verden. Der er ”væren - for – sig - selv (pour sou)” (subjektet), der står i modsætning til ” væren - i – sig - selv (eisoi)” (objektet). Den tredje form for væren er ”væren – for - andre (pour autri),” der er en form for kartiansk dualisme mellem subjekt og objekt hos Sartre. 

 

Væren - i - sig - selv - og - Væren - for - sig - selv

Væren - i – sig - selv (eisoi)” (objektet) er tingens rene massivitet. Det er i sig selv, er uden betydning, det er hverken passivt eller aktivt. Det er uden relation til sig selv, det er i - sig. Det er uforanderlighed. ”Væren - i – sig – selv (eisoi)” omslutter menneskets virkelighed i en udelelig massiv positivitet, der står i kontrast til frihedens intet. Frihed er ikke abstrakt, men altid en situationsbestemt frihed gennem en modstilling mellem ”væren – for – sig – selv (pour soi)” og de to andre ontologiske grundkategorier.[i] 

Bevidstheden defineres som en ” væren - for – sig – selv (pour soi)” (subjektet). Det betyder, at mennesket - i selve sin væren - forholder sig til sig selv. Det er ”væren - for – sig - selv (pour soi)”. Det er i selve sin væren bevidsthed. At mennesket er bevidsthed, vil sige, at den er væren på afstand af det givne. Som bevidsthed løsriver mennesket sig fra det, som er. For at kunne være bevidsthed om det givne, må det gå ud over det givne.

Menneskets væren er karakteriseret ved en transcendens (overskridelse/negation), af det givne (det bestående) i det mulige. Som ”væren - for – sig – selv (pour soi)” er bevidstheden et intentionelt selvoverskridende forhold, der forholder sig til sig selv. Mennesket er altid væren. En selvoverskridende væren, der søger mere væren, end det er.?

Det menneskelige væren er frihedsværen. Frihed er her ikke en egenskab, og det er ikke noget, vi har valgt. Det er simpelthen menneskets måde at være på. Det ligger i menneskets indre, at være fri. Det kan ikke andet. Derfor er vi, modsat en determineret verden, fordømte til frihed. Mennesket kan altid vælge at sige nej. Vi er kastet ind i friheden, deri består vores fakticitet (E. er en H. S ).

Mennesket eksisterer ikke kun som ”væren – for – sig – selv (pour soi)”. Bevidstheden er ikke en substans, den er et absolut intet. Menneskets ”væren – for – sig – selv (pour soi)” og frihed er placeret midt i verden, omgivet af et massiv omkringliggende ”væren – i – sig – selv(esioi)”. I den forstand er mennesket den negerende kraft i en massiv verden af kvalmende og meningsløs ”væren - i –sig –selv (eisoi),” der omslutter den menneskelige virkelighed i en udelelig massiv positivitet, der står i modsætning til frihedens intet. Den menneskelige frihed går forud for, og muliggør, menneskets essens. Menneskets essens er på grund af denne frihed noget ubestemt.[ii]

Eksistens går forud for essens. I modsætning til planter og dyr, har mennesket ingen indre fast essens eller natur, men skaber sin essens i sine valg.

Mennesket giver mening til verden ved at intetgøre/negere verden. En negation er en afvisning af eksistens, gennem den antages en måde at være på, og dette værende kastes tilbage i (frihedens) intet.[iii] Mennesket er det eneste væsen, der forholder sig til sit eget liv og bestemmer meningen med dette liv. Derfor må al mening komme fra den mening, mennesket vælger at ligge i verden. Mennesket lever i sine projekter. Det er et udtryk for, at mennesket er frit. Det frie valg er et absolut vilkår for mennesket.

 

Væren - for - andre

Den sidste form for væren i verden, kalder Sartre en ”væren – for - andre”(pour autri). 

Denne anden værensform ligger udenfor mit herredømme og beskrives i fænomener som angst, stolthed og skam. Sartre tænker ”væren – for – sig – selv” (objekt) og ”væren – for – andre”(intersubjektivitet) sammen. ”Væren – for – sig – selv” hænger sammen med ”væren – for – andre”. Vi kan kun forstå os selv i forhold til andre. For Sartre er væren med andre mennesker konstituerende for, hvad menneskets væren er.[iv] Et ”væren – for – sig – selv,” der er helt fri for ”væren – for - andre” og eksisterede uden nogensinde at opfatte sig selv som et objekt, ville ikke være noget menneske. Sartres jeg, cogito og dets væren, kan ikke skabes uden den anden.

Vores ”væren – for - sig – selv” er også ”væren – for – andre.”[v] Denne ”væren – for – andre” udgør en ny form for væren i forhold til modstillingen mellem væren – i – sig (objektets væren) og væren – for – sig (subjektets væren). Intersubjektivitet er således først og fremmest et møde med den flygtige og utilgængelige anden.[vi][vii] 

   

Blikket og skammen i mødet med den anden

I vores møde med en anden person laver Sarte en analyse af følelsernes fænomenologi. Han mener, at der findes en speciel form for erkendelse i følelser som frygt, angst og skam. Der er ikke erkendelse gennem konstatering, men viden hvor du erkender i forhold til følelserne. Betydningen af den anden for mig i mødet går således helt ind i mit forhold til mig selv. Mit selvforhold er nødvendigt formidlet som den anden, forstået som den, der ser mig.

Det er intersubjektiviteten, der konstituere subjektet. Det handler om, at subjektet kan komme til erkendelse af sig selv i blikket. Selvbevidsthed/forhold er ikke noget oprindeligt, men noget der bliver til i mødet med den anden. Subjektet bliver først gennemsigtig/transcendent når det reflekterer. Gennem den andens blik som subjekt opdager jeg, ”At jeg er sårbar (vulnerable), at jeg har en krop, som kan såres (etre blesse), at jeg er et sted, og at jeg på ingen måde kan bryde ud af rummet, hvor jeg er et forsvarsløs skrøbeligt væsen. Kort sagt jeg bliver set.”[viii][ix] Blikket er først og fremmest en formidler, som viser hen fra mig selv til mig selv. Det påvirker mit selvforhold. Mit forhold udspiller sig ikke i et indre rum/ liv, der er unddraget andre mennesker. Sådan oplever ethvert subjekt i nogen grad situationen, når den anden ser på en, og gør en til et passivt objekt. Den andens blik forgriber sig på min eksistens, og mit suveræne væren – for – sig reduceres til et simpelt væren – i – sig. Min egen subjektivitet og frie selvberoende identitet lider et knæk, og jeg forsøger at undgå dette fald, ved at slå øjnene ned.

Sartre sammenligner følelsen af den rene skam med et slags ur-fald, ikke fordi jeg har lavet en bestemt fejl, men fordi jeg er faldet ind i verden, midt blandt tingene, og fordi jeg behøver andres formidling for at være det, jeg er. Skammen er erkendelsen af mig selv som værende et objekt generelt. Som en degraderet fastlåst afhængig værensform - for den anden. Jeg erkender her mig selv som et udsat og skrøbeligt væsen. Det er en mere grundlæggende skam end blot en moralsk skam. Den rene skam relaterer til syndefaldet.

Sartre mener, at menneskets eksistens er kendetegnet ved et ulykkeligt begær efter at være Gud. Menneskets ”væren – for – sig – selv” er et lidenskabeligt begær efter at gøre sit liv meningsfuldt ved at blive sig selv, som udødelig og almægtig. Sartre definerer ideen om Gud som et sammenfald af væren – for - sig og væren – i – sig. Gud er her ikke vilkårlig, men fuldstændig nødvendig. Han er algod og almægtig. Hypotesen om Gud er selvmodsigende, da man ikke kan skabe sig selv ud af intet, og samtidig eksistere i forvejen. Menneskets stræben efter at være alvidende og almægtig er en forgæves guddommelig stræben, da mennesket som ”væren – for - sig – selv” og frihed, aldrig kan blive fuldstændig et med ”væren – i – sig – selv”. Fordi mennesket er intet-gørende frihed, overskrider det altid sig selv, og er fordømt til at være tilovers. Da Gud er en selvmodsigelse, følger det ifølge Sartre, at mennesket er en unyttig lidenskab.[x]

Den anden berøver mig min sande eksistens som fri væren – for – sig. Vi er bestandig hinandens fjender i den forstand, at vi ikke kan undgå og tingsliggøre hinanden og selv føle os klædt af og bestjålet. Ifølge Sartre gør det, at vi opfatter og betragter et menneske udefra dvs. som et fænomen, der viser sig for os som et objekt og en ting, men vi ser også den anden som et subjekt, fordi vi oplever hvordan den anden ligesom vi selv aktivt griber forandrende ind i verden.[xi]

Skammen er kun mulig, når vi ser os med den andens øjne, når vi med andre ord, oplever os selv som objekt for den andens blik. Vi bliver sårbare. Selve skamfølelsen forudsætter, at vi også opfatter den anden som et subjekt - og altså som et sårbart menneske på linje med os selv. Den anden er således en nødvendig forudsætning, for at vi kan forstå os selv som moralske samfundsindivider i en fælles verden, som er givet på forhånd.

I mit refleksionsfelt kan jeg aldrig møde nogen anden bevidsthed end min egen. Den anden er altså en uundgåelig formidler mellem mig og mig selv: Jeg skammer mig over mig selv, sådan som jeg fremtræder for den anden. Og ved den andens tilstedeværelse bliver jeg i stand til at fælde en dom over mig selv - på samme måde som over et objekt. For det er som objekt, jeg fremtræder for den anden. Skammen er en skam over sig selv i andres øjne. Disse to strukturer er uadskillige: Der opstår et specifikt forhold mellem mig og andre.  

Det er ikke et direkte forhold mellem bevidsthed og bevidsthed, men et forhold hvor et objekt, legemet, er det nødvendige mellemled. Jeg optræder som objekt for den anden, og ved dennes hjælp ser jeg mig selv som objekt i verden – forsvarsløst udleveret under den andens blik. Her gør jeg en erfaring og erkendelse, som jeg kun kan gøre gennem en anden. Jeg bliver noget, jeg ikke var før. Min fakticitet konstitueres af et andet subjekt.[xii] Min frihed stækkes af en andens frihed, der sætter grænser for min frihed. Den eneste der kan begrænse mig, er den anden, der i sin fulde frihed og sine frie projektioner af muligheder, sætter mig ud af spil. Idet jeg ses udefra overskrides min transcendens.

Denne overskridelse er den andens transcendens, der overskrider (transcenderer) mig. Dette er den afgørende grænse for min frihed, og den er sat ved, at min transcendens eksisterer for en anden transcendens.[xiii] Det er i det konkrete møde med den transcendente anden, der i radikal forstand overskrider vores erfaring og forståelse. 

Det er en kamp om frihed. Ved at blive set bliver jeg transcendent, mit modtræk er at gøre det samme. Jeg vil i min kamp for min egen frihed forsøge at transcendere den anden, og gøre ham til fakticitet. Forholdet mellem mig og den anden er et magtforhold. Det er en anerkendelsens kamp som hos Hegels dialektiske slave – herre forhold. Mellem noget konstitutionelt, og det der konstituere mig.[xiv]

Jeg erkender mig selv som et objekt ved at blive set gennem den erfaring, følelsen/skammen giver mig. Det er her i erkendelsen i erfaringen, at skammen ligger. Det er en værensrelation og ikke en vidensrelation som hos Hegel. Det er et opgør med den Hegelske vidensopfattelse.[xv]

Skammens væsen forudsætter ikke nødvendigvis, at der står en P vagt og kigger fordømmende på mig. Der behøver ikke at være nogen faktuel fysisk person tilstede, for at jeg kan skamme mig over, at have parkeret på handicappladsen. Min skam er refleksiv. Jeg kan stadigvæk føle min væren – for – den – anden, selvom jeg fysisk er alene.[xvi]

   

Konklusion 

Hos Sartre er de tre værensformer essentielle i forståelsen af menneskets virkelighed. Han beskriver menneskets selvbevidsthed som ”væren – for – sig – selv.” Dets oplevede selvforhold heri, skal forstås i menneskets søgen efter mening i en vilkårlig verden af massiv ”væren – i – sig – selv”. ”Væren - for - andre” giver mig i mødet med den anden en refleksiv erkendelse, og påvirker dermed mit selvforhold. 

Sartre forsøger at komme ud over den kartianske dualisme ved at tænke ”væren – for – sig – selv”(objekt) sammen med ”væren – for – andre”(intersubjektivitet). Han bruger Hegels dialektik til at løse Descartes problem. I kampen for at transcendere den anden i mødet, og gøre ham til fakticitet, er frihedstanken det afgørende. Frihedstankens fakticitet har ikke noget med historien at gøre. Sartre mener modsat Hegel ikke, at mennesket har nogen historie.

 

 

 

 

 

Noter 

[i] Lübcke, Poul: Fransk Filosofi – Engagement og Struktur. S. 57

 

[ii] Væren og Intet i udvalg. S. 107

 

[iii] Væren og Intet i udvalg. S. 102

 

[iv] . Being and Nothingness – An essay on Phenomenological ontology S..259-261

 

[v] . Being and Nothingness – An essay on Phenomenological ontology.S.283

 

[vi] Zahavi, Dan: Fænomenologi, S. 72

 

[vii] Dermed er den anden ikke længere et objekt, men anerkendt som et subjekt. Det er gennem min eksistens som objekt for andre, at jeg kan anerkende den anden som subjekt. Jeg kan her være et objekt for et subjekt. Jeg kan ikke være et objekt, hvis jeg ikke er et objekt for et subjekt. Det er først gennem denne væren for den anden, at jeg får min objektivitet. Being and Nothingness – An essay on Phenomenological ontology. S.270

 

[viii] Being and Nothingness – An essay on Phenomenological ontology. S. 259

 

[ix] Den der står og lurer bag en dør, bliver også draget og kan ikke modstå fristelsen. Ved at blive opdaget af den anden, bliver jeg gjort til et objekt/fakticitet. Jeg erfarer mig selv som udsat i skammen, udleveret i min fakticitet. 

 

[x] Jean – Paul Sartre: Eksistentialisme er en humanisme. S. 13 

 

Being and Nothingness – An essay on Phenomenological ontology. S. 302

 

[xi] Being and Nothingness – An essay on Phenomenological ontology. S. 288-289

 

[xii] Being and Nothingness – An essay on Phenomenological ontology. S. 299-301

 

[xiii] Being and Nothingness – An essay on Phenomenological ontology. S. 287, 298

 

[xiv] Being and Nothingness – An essay on Phenomenological ontology. S. 287

 

[xv] Being and Nothingness – An essay on Phenomenological ontology. S. 288[xv]

[xvi] Being and Nothingness – An essay on Phenomenological ontology. S.275-278 

 

 

Litteratur: 

Jean – Paul Sartre. (L’etre et le neant. Essai d’ontologie phenomenologique) Being and Nothingness – An essay on Phenomenological ontology. Translated and with introduction by Hazel E. Barnes. Philosophical Library, New York, 1956.

 

Jean – Paul Sartre: (L’etre et le neant. Essai d’ontologie phenomenologique) Væren og Intet i udvalg. Er oversat fra fransk til norsk, med forord, indføring i Sartres filosofi, biografisk skitse, bibliografi og ordforklaringer af Bente Vestre. Pax Forlag, 1966.

 

Jean – Paul Sartre: Eksistentialisme er en humanisme. Er oversat til dansk fra fransk af Anders

 

Thuborg, efter: ”L’existentialisme es tun humanisme”. Hans Reitzels Forlag, 4. udgave, 1 oplag, 1997. 

 

Lübcke, Poul: Fransk Filosofi – Engagement og Struktur. Politikens Forlag, 2003.

 

Zahavi, Dan: Fænomenologi, Roskilde Universitetsforlag, 2003.

My Works

Loading papers from Henrik Rude Hvid's profile... (Click here if the papers don't load.)

 

Search

Ønsker du at støtte Filosofisk Laboratorium?

Filosofisk Laboratorium er et non profit og interessebåret website, der tager imod enhver (lille som stor) donation med fysisk og virtuel kyshånd. Bidrag går udelukkende til drift, vedligehold og videreudvikling af Filosofisk Laboratorium.



"philosophy of medicine" - Google News

20. juli 2019