Filosofisk Laboratorium arbejder med filosofi, filosofisk innovation & forskning i form af artikler, projekter & analyser inden for medicin, sundhed & evidens.

Karl Marx’ teori om fremmedgørelse

Marx’ teori om fremmedgørelse er helt essentiel i Marx’ kritik af kapitalismen. Hans teori om fremmedgørelse er central i den filosofiske historie, og har dannet skole for forskellige teorier om fremmedgørelse. Særligt hos Frankfurterskolen og dennes Jürgen Habermas har fremmedgørelse eller tingsliggørelse været central. En meget vigtig men ofte overset kobling mellem Marx’ teori og Frankfurterskolen er george Lukasc’s fortolkning af Marxismens fremmedgørelse i teorien om tingsliggørelse i det banebrydende værk ”History And Class consciousness.” 

Marx’ teori om fremmedgørelse fremlægges blandt andet i Economic & Philosopic Manuscripts of 1844, og kan opdeles i en række centrale punkter/relationer:

Arbejderens fremmedgørelse i sit arbejde – relationen til produktet af sit arbejde.

Arbejderen får ikke fortjenesten af sit arbejde, den går i stedet til kapitalejeren. 

In other words: an essential prerequisite of universal economic alienation is the realization of specific political affected alienation. Universial alienation logical implis partial alienation, and as we see, also historically alienation alienation first must be political-partial before becoming economic-universal (Marx’s theory of Alienation, Istvan Meszaros, p. 140).

 

Ifølge Marx er den liberale økonomiske politik kulminationen af en udvikling. Den liberale økonomis overlegenhed skyldes ifølge Marx:

  • Den liberale økonomiske politik definerer kapital som oparbejdet arbejde
  • Og arbejdsdelingen stiger proportionalt med kapital akkumulationen.
  • Den liberale politiske økonomi udvikler skarpt og konsistent – om end ensidigt – ideen om arbejde som den eneste kilde til rigdom.
  • Den liberale politiske økonomi smadrer den mystik, der omgærder renten.
  • Den liberale politiske økonomi beviser, at regeringsmagten i et moderne samfund ikke er politisk, men økonomisk: altså kapitalismens købekraft.
  • Den liberale politiske økonomi etablerer sig selv som hoved politik og hoved universalitet – synliggør sin egen kosmopolitiske karakter. (s. 140 -141).

 

Alle ovenstående tilfælde involverer direkte eller indirekte problemet med fremmedgørelse af arbejdet. Men nu kommer vi til et vendepunkt i analysen. Vi har alle set hvordan den liberale politiske økonomi frakobler sig selv fra den gamle fetich. Imidlertid bliver den liberale politiske økonomi magtesløs, når den møder en anden for fetich, nemlig vare fetichisme. Ifølge Marx er det her, den liberale politiske økonomi viser sine begrænsninger. (s. 141-142).

Hovedproblemet er her arbejdsdelingen og dennes relation til privat ejendomsret, pengesystemet og vareformen, konkurrence og monopol. Marx’s hoved anke mod den politiske økonomi er, at den ikke er i stand til at bevise sin påstand, at essensen af privat ejendomsret er arbejde. Det spørgsmål er tæt forbundet med vurderingen af arbejdsdelingens natur. (s. 142).

Ifølge Marx er de politiske økonomer alle enige om at anerkende den gensidige fælles relation mellem arbejdsdelingen og kapital akkumulation, men også at udpege, at kun frigjort privat ejendomsret kan opnå en virkelig omfattende og økonomisk rentabel arbejdsdeling. Ifølge Marx ligger svagheden i de politiske økonomers forsøg på at fundere arbejdsdelingen i menneskets natur.  (s. 142)  På dette punkt modsiger de hinanden, selvom de i den endelige analyse bibeholder at arbejdsdelingen baseret på ombytning er absolut uundværlig i et civiliseret samfund. (s. 142)

Marx kan ikke acceptere denne vurdering af forholdet mellem privat ejendom – ombytning – arbejdsdeling, fordi sådan en accept vil betyde, at fremmedgørelse ikke kan overgås i virkeligheden. Han definerer arbejdsdelingen som et økonomisk udtryk, der kun gælder for forhold omkring fremmedgørelsen. (s. 142)  

Ifølge Marx forveksler de politiske økonomer ’arbejdets sociale karakter’ – et absolut samfundsforhold – med ’arbejdsdelingen.’

Netop fordi det er muligt modsætte arbejdets sociale karakter med arbejdsdelingens historiske dårlige forhold, kan vi godt tænke på at erstatte/overvinde fremmedgørelsen. Så snart livs aktiviteten ophører med at være reguleret på baggrund af privat ejendomsret og bytteværdi, vil den få karakter af at være menneskets aktivitet som  artsvæsen (species-being). Med andre ord vil arbejdets sociale karakter manifestere sig selv direkte uden arbejdsdelingens fremmedgørende mediering. (s. 142-143). Som tingene er medfører arbejdsdelingen at forholdene og livets kræfter (powers of life) bliver uafhængige af mennesket, og hersker over mennesket. (s. 143).

En af de vigtigste kategorier i den liberale politiske økonomi er konkurrence, der står i modsætning til monopol. Ifølge Marx og Engels er det modsætningsforhold dog hult, fordi konkurrence forudsætter monopol: det vil sige den private ejendomsret som monopolistisk. De viser, at kun den ene side viser at konkurrencen forudsætter monopol, mens den anden side avler konkurrence, og konkurrence fører til monopol. (s. 144)

Konkurrence baseret på den private ejendomsrets monopol følger en produktionsmåde, der lader til at være styret af en naturlig lov, ikke af viljen hos de mennesker, der er involveret. Her skimtes en ny fetich.

”Poverty is not so much caused by men as by the power of things. But the power of things to cause poverty is only one aspect of reification. The most important of them is that the worker is made into a commodity.” (p. 144)

Mennesket er levende kapital, en speciel vare, fordi mennesket er så uheldig at være en kapital med behov. (p. 145.) Men som en følge af udbud og efterspørgsel, eksisterer arbejderens menneskelige egenskaber kun så længe de eksisterer som kapital, der er fremmede for ham. (S. 145). Det betyder at menneskelige behov kun kan blive (lovprist gratified) i det omfang, de bidrager til akkumulation af rigdom. (s. 144) Arbejderen er en vare, fordi han kun reproduceres som en arbejder, og det i overensstemmelse med den private ejendomsrets behov – behov der er hævdet og reproduceres på baggrund af den føromtalte ’naturlige lov.’ (S. 144).

The worker finds nu human satisfaction in his labour because he is depressed spiritually and physically to the condition of a machine and from being a man becomes an abstract activity  and a stomach, but also that since he has sunk to the level of the machine can be confronted by the machine as a competitor. (p. 145, paraphrase).

 Jo mere mennesket forsynes med varer, jo mere bliver alting underkastet en kraft udenfor mennesket. Dette gælder ikke kun for arbejderen, men også for kapitalisten. (S. 146).

De politiske økonomer glemmer at arbejde ikke kun producerer varer og værdier, men også producerer sig selv som en vare – såvel som at devaluere verdenen af mennesker. (S. 147.) Denne abstraktion fra den menneskelige side af disse mellem relationer følger af den politiske økonomis grundantagelse, at privat ejendom er en essentiel del egenskab ved menneskets natur. (S. 147.)

Marx mener at fremmedgjort arbejde er den essentielle forbindelse mellem hele fremmedgørelsen og pengesystemet. Privat ejendom opfattes kun som et produkt, den nødvendige konsekvens af fremmedgjort arbejde, det vil sige arbejderens eksterne relation til naturen og sig selv. (S. 147.) Dette følger af, at arbejderen ikke vil kunne opfatte produktet af sit arbejde som fremmede, hvis arbejderen ikke fremmedgjorde sig fra sig selv i produktionsprocessen. (S. 147.)

Ifølge Marx har mennesket ikke en særlig natur, hvor det naturligt er egoistisk. Mennesket er hverken altruistisk eller egoistisk. Mennesket er skabt af sin egen aktivitet til hvad han/hun er på ethvert givent tidspunkt. Derfor hvis denne aktivitet er ændret i dag, så transformeres denne dags egoistiske ’human nature.’ (S. 148) I modsætningen til dette har den liberale politiske økonomi en statisk opfattelse af menneskets natur. (S. 148.) Således forklares komplekse manifestationer ved menneskets liv heri deres objektiverede og institutionaliserede former gennem et dynamisk og ikke statiske princip. (S. 148.)

”Private property made us so stupid and one-sided that an object is only ours when we have it – when it exists for us as capital, or when it is directly possessed, eaten, drunk, worn, inhabited, etc. – in short, when it is utilized by us.” (p, 148.)

 

”’The essence of human nature’ is not egoism, but sociality (the ensemble of social relations.)” (p, 149.)

 

Menneskets natur kan ikke være konkurrence. Både aktivitet og forbrug er i sit indhold og eksistens modus sociale: social aktivitet og social forbrug; menneskets essens eksisterer af naturen kun for den sociale mand som et bånd med mennesket – som hans eksistens for den anden, og den andens eksistens for ham – som et livs element i menneskets verden; kun her eksisterer naturen som fundamentet for hans egen menneskelige eksistens. (s. 149.)

Man kan argumentere for, at der er forhold, hvor de økonomiske og politiske aspekter af kommercialisering ikke fører til en fremmedgørelse. Dette argument ville Marx formentlig ikke acceptere. Ifølge Marx's teori vil vareliggørelsen, som en naturlig konsekvens af det kapitalistiske samfunds struktur, føre til fremmedgørelse.

 

 

My Works

Loading papers from Henrik Rude Hvid's profile... (Click here if the papers don't load.)

 

Search

Ønsker du at støtte Filosofisk Laboratorium?

Filosofisk Laboratorium er et non profit og interessebåret website, der tager imod enhver (lille som stor) donation med fysisk og virtuel kyshånd. Bidrag går udelukkende til drift, vedligehold og videreudvikling af Filosofisk Laboratorium.